Jeg mener at jeg giver mine hunde “kun den bedste mad” og variere det meget fra forskellige mærker og fabrikanter - og deres forskellige varianter, for selv om alle skriver at deres Hundemad indeholder ALT hvad en hund behøver, kan man ikke stole på det - og hundene skal også have variationer såsom fisk og forskellige kød typer. Ikke bare den samme smag år ud og år ind. Jeg vil gerne tilføje at mine hunde trives fint og er utrolige sunde, glade og ser permanent “udstillingsklar” ud – og er brandgode til LC! En anden ting er, At man kan aflæse en del af sundhedstilstanden fra det som kommer ud af “den anden ende”! Det holder jeg meget øje med.
            Alt dette "kosttilskud" jeg nu skal til at nævne, bliver for det meste kun spist af og til,
og i ganske små mængde. Rigtig meget er afhængig af årstiden og derfor sæsonpræget. Jeg har noteret alle disse ting med stor interesse gennem over 35 år med 3 forskellige mynderacer.
Jeg har ejet op til 6 hunde ad gangen, men lige nu har jeg “kun” to italienere.

Det som alle hundeejere ved:
            Vi kan springe græs over, fordi enhver hundeejer har set deres hund spise dette, ikke kun for at kaste op bagefter, men også som “frisk salat” eller et ekstra fibertilskud, især i foråret når de nye skud vokser frem.
Men hvad med rødderne?
Mine hunde graver gerne rødderne op i haven og spiser en smule af dem og slikker og afgnaver også en del jord. Visse steder på morgenturen er det kun jorden der spises - måske er dette et mineral tilskud?
(Jeg har længe overvejet om jeg skulle skaffe “salt slikkesten” til heste så de kunne slikke på den.)

Vi kan springe endnu hurtigere over spisning af andre hunde- og kattes efterladenskaber! Det har nok alle hundeejere erfaret! Jeg har spurgt flere dyrlæger om dette ret udbredte fænomen, og ingen rigtig kan forklare det, men henviser til, at nogle hunde fordøjer ikke deres mad lige godt, og derfor kan det efterladenskaber lugte “tiltrækkende” bagefter!
Lortespisning er vist en indgroet “hundevane”, som stammer helt tilbage fra urhunden - og af nød - eller af praktiske grunde som når moderen gør rent efter sine hvalpe.
Hundens forfædre og vilde hunde har nok overlevede på denne måde i tusinder af år.
Kan det også tænkes at nogle tilsætningsstoffer, og andre ingredienser som er der for at give fuldkosten en tiltrækkende lugt og smag, passerer næsten uændret ud i afføringen bagefter?
Friskbagt kokager, hestepærer, hare ditto og mågeklatter står også højt på menuen efter mine hundes smag.
Konklusion: Hundeejere skal stort set leve med dette!
Lad os skifte emnet!

Klokkeblomster, judaspenge og præstelopper!
            Om foråret kommer de første spæde skud af en slags vilde klokkeblomst plante der har sået sig selv flere steder i vores have. Bladene er hjerteformet og lidt ru og spises med stor glæde hele sommeren igennem. Den samme med den smukke lilla farvede blomst kendt som “Judaspenge”, hvis blade de spiser så meget af, at jeg har ryddet det fra haven - for jeg synes det blev for meget.
En af mine tidligere hunde spiste altid mine mange hyacint blomster hvert forår. Så snart den første knop begyndte at åbne, bed han stilken over og guffede blomsten i sig inden jeg kunne protestere!
Kun en lille stub var tilbage viste mig hvor de dejligste blomster ville have været.
Nu er han desværre ikke mere og næste foråret var den første gang jeg havde fået lov at se mine hyacint planter i fuld flor i mange år - men jeg nød det med lidt vemod.

Senere på foråret vokser der lange stængler af den irriterende ukrudt: Burre-snerre eller “Præstelopper” som, tro det eller ej, de nærmest overfalder med stor entusiasme. Det lykkes mig at bekæmpe dem i haven, men den ene whippet lægger altid særlig mærke til hvor det forekommer på vores ture, og lægger vejen om for at “græsse” de steder, før han indhenter mig igen. Hvordan de synker det, er mig en gåde, men ned går det.

Det meste af året står fandens mælkebøtte højt på ønskelisten. Ikke bladene, som vi andre kan kaste i salater, men rødderne. Hele planten bliver gravede op fra hvor det gror i klitternes løse sandjord, rystede grundigt, bladene bidt over og smidt væk og så skal der knases og tygges på den lange pelerod!
Hvis de kun kunne vælge en ting, så tror jeg det vil være mælkebøtter rødder.
En whippet nipper også blomsterne af og spiser dem af og til!

Fotoet viser Dee Jay graver efter en mælkebøtterod.

Frisk og gammelt kød lige godt!
            Lidt frisk kød i form af en “mosegris” eller markmus eller to, går de ikke af vejen for. Især den ene whippet er dygtige til at finde og dræbe dem. Han presser næsen ned over hvert hul og tager en dyb indånding  - så ved han straks om der er nogen hjemme eller ej.
En dag stod jeg og ventede mens flere hunde gravede i hver sit musehul, og jeg holdt øje med endnu et der var lidt afsides, som de ikke havde opdaget.
Pludselig vrimlede det med mus og unger, som for afsted i alle retninger med benene over nakken. Flere løb mellem hundenes ben - men hundene så ingenting og alle klarede frisag!
En hund blev bidt i hagen en gang, men såret var allerede ved at være rask på vejen hjem og næste dag var han efter dem igen.
I starten da de fangede dem, (og de er død med den samme - heldigvis), kunne jeg få lov at tage dem, med faste kommandoer og hænderne godt pakkede ind i en “hundepose”! Men så en dag slås to om dyret så det gik i stykker og lige pludselig blev de klar over for første gang at det her var KØD!
Siden den dag, sørger den heldige fanger for at sluge sit bytte lynhurtigt, næsten uden at tygge, så ingen kan nå at tage det fra ham! Min mand siger at jeg bare skulle kaste en vitamin pille bagefter og så er den måltid klarede!
Min dyrlæge siger, at så må jeg give hundene en ormekur jævnligt, for mosegrise har alverdens parasitter på og i sig!

Der var også en gang hvor noget temmelig uhumsk lå ved siden af stien og det lykkedes mig at styre dem forbi tre dage i træk, da de alle var i snor. Men på den fjerde dag havde jeg ulykkeligvis glemt det og de fik fat i det og det blev spist indenfor brøkdel af et sekund. Jeg blev så gal!
For hvis jeg havde vidst at det vil ende sådan, skulle de heller have spist det for fire dage siden, hvor det formentlig var en hel del “friskere”!!!
            Mine hunde går heller ikke af vejen for en solindtørrede, fladtrykt og mumificerede mus, som de fandt en gang - og den var væk inden jeg fik posen op ad lommen!

Tårnfalke og andre rovfugle har for vane at spise deres bytte siddende på låget af en af de utallige skraldespande der er rundt omkring på stranden hvor vi går hver dag. De efterlader altid en bestemt del af indvoldene. Hvad mine whippets ikke kan nå op til, kunne min italiener til gengæld!

Han sprang altid op og omhyggeligt rengjørt låget! Dette har bekymret mig meget, for hvis den del af maven ikke er godt nok for fuglen, så kan det heller ikke være godt for mine hunde? Men han blev aldrig syg af det.
            Håber I stadigvæk er med her? Jeg skifter emne!

Surt, sødt og saftigt!
I efteråret, er der en anden af deres ynglingsspise: Rødderne til de mange siv som omgiver de to søer vi passere på vejen til og fra stranden. Ikke de lange saftig stængler, men de sorte rodknolde, som er hårde og knasende og kræver lidt omhu med tygningen, men som åbenbart er noget af det bedste! De finder disse knolde når de river sig løs og bliver vasket op i blæsevejr.
Som bekendt, byder efterået på masser af bær - som også ræven tager godt imod, kan man se. Mange bær er sure, men hundene tager nogle få stykker af stort set det hele. Specielt hyben af forskellige slags er deres favorit, men også mange tjørne planter danner “hundespiselige” bær.
Når bærene falder ned fra vores Rowan træ, spiser de også dem med velbehag, og jeg tror de er virkelig sure!

Det hele startede med en af mine whippets som interesserede sig for alt i “bærlinien”. Han lærte de andre at spise bær - og den viden er gået i arv hos mig fra hund til hund.
En anden whippet er specialist i svampe.
Jeg var meget bekymret i starten, for min første whippet for over 33 år siden tog fejl to dage i træk og spiste nogle svampe hvor jeg ikke så det, men de var vist lidt giftig. Det viste sig ved at han kastede op, (derfor kunne jeg se og lugte at det var svampe), og bagefter lå han i sin seng og savlede voldsomt i ca. en halv time, og så var han rask igen.
Hunde har heldigvis god evner til at kaste op, hvis noget ikke passer dem.
Men de spiselig svampe ligner golfbolde og bliver til støvbolde når de er gammel. I starten prøvede jeg på at stoppe dem, men der gik sport i det og de synes det var mægtig sjovt at se mig styrte rundt efter dem.
En dag mødte jeg to af vores venner, som netop gik rundt og ledte efter samme svampeart. Jeg kunne fortælle hvor de fandtes pga. af hundens interesse for dem, og til gengæld sikrede de mig at de VAR spiselig – dog let svitsede i smør på panden med et drys friskkværnet peber på, vel at mærke! Men jeg har ikke i sinde at tilberede dem for hundene på den måde!

Ved vandkanten på stranden
Hele sommeren, hvis de er tørstig eller overopvarmet, drikker de gerne af havvandet. Og det er til trods for at jeg altid har frisk vand med mig på varme dage!

            På stranden om efteråret findes der mange døde fugle som er blevet skudt. Disse har meget ringe interesse, sjovt nok, der snuses bare, men til gengæld mange klumper af muslinger friskskyllede op fra efterårets raske bølger, er bare guf. Lidt skaller og sand gør vist ikke noget!
Men nok det allerbedste ved stranden er, at man visse steder kan grave sig ned til et rådent tanglag fra det forrige århundrede, (efter lugten at bedømme!) og dette er vist lige så delikat for dem som gravede laks er for os andre! Der er bare den forskel at vi behøver ikke at rulle os i det bagefter!

Vores venners tre whippets spiser gerne af nogle vandmænd som bliver skyllede op om efteråret på den strand de gå på. (Og jeg har fået at vide, at hundene har det fint bagefter!) Kun den ene whippet fandt på det men så snart de andre to så det, skyndte de sig til at guffe med. På vores strand har vi vandmænd i hundredevis - og mine whippets ignorer dem totalt - så der er forskel mellem smag og behag indenfor samme race!

Salat - og frugt fra haven
Herhjemme spiser de gerne nedfaldne æbler, (eller stjæler fra træet!), og blommer, som whippeterne spiser hel mens vores italiensk mynde dygtigt og tålmådigt gnavede kødet af og efterlod stenene. Han var en klog hund!
Blommer er søde så det overrasker nok ingen at hunde kan lide dem, men fra vores paradisæble træ falder der paradisæbler, som er utrolige sure. Jeg har selv smagt! Men også de er spiselige - synes mine whippets.
Dog kun et enkelt eller to ad gangen! Jordbær, som jeg har som bunddæk, er også populære - og kirsebærr er vidst gødt, selv når de er grønne.

Nogle venner med whippets har et gammelt og meget stort valnøddetræ og beretter at alle hunde spiser valnødderne og tygger og knaser dem helt også skallen, og disse dukker op mange timer senere i form af velfordøjet “savsmuld”!
Valnødderne og skallerne giver vist ingen fordøjelses problemer overhovedet! Det havde jeg aldrig troede.
Igen, var det kun en hund, som fandt på det og de andre har så har lært fra hende hvordan man gør og nu er de alle helt vilde med at spise dem. Vores venner har svært ved at samle ind til sig selv.
           
Vores hunde elsker alt indenfor grønsager men den største favorit er kinakål. Det kan gives som et hel blad til hver hund, som løber stolt væk med trofæet holdt højt, for at spise det med en entusiasm så man skulle tro det smagte som en plade chokolade! Nedenunder, har de lært min venindes hund at spise kinakål!

Eller bladene kan skæres op i terninger.
Det sidste kan især imponere mange en gæst, for vi kaster terningerne vildt rundt omkring i stuen, så det pludselig ser herrens ud, men i løbet af nul komma nul, er hvert et stykke stovsuget væk og alt er rent og pænt igen! Bare de hører et blad blive revet af, kommer de styrtløbende ude i køkkenet.
            Salatrester giver vi dem ofte - selv om der er dressing på. Whippeterne spiser alt undtagen tomaterne men så kommer vores lille italiener bagefter og spiser tomat stumperne fra alles skåle, så ingenting går til spilde.

Som en tidsfordriv kan de gnave i en gulerød af og til.
Den ene whippet synes ikke om gulerød, men spiser den for at være helt sikker, at de andre ikke får den!
Det samme med agurk. Flere kan lide en lille skive agurk, når min mand laver en madpakke mens en tydeligvis kun spiser det fordi de andre gør! Melon er også populær hos dem - og hvis folk efterlader skorpen fra deres skovtur ved stranden, rydder mine hunde pænt op efter dem!
Og også humlebier ser ud til at fungere som slik for dem, specielt for én hund. Han har lært de blomster der tiltrækker bier ekstra meget og han ligefrem står og holder øje og venter på bierne!

Her er han blevet stukket kan du se hvor? Men han var ude igen for at fange og spise flere straks efter at jeg havde smurt noget kløstillende salve på stedet!

Kan man stole på sin hunds “smag”?
            Disse, mange gange mærkelig, koststilskud har voldt mig mange kvaler og bekymringer i tidens løb, for ikke at tale om den energi man bruger når man løber rundt, (ofte i blød sand) efter en “guffende” hund, som synes det bare er så sjovt og som tygger og synker så hurtigt som den kan.
Mange gange kan jeg “købe” et eller andet ækelt tingest tilbage mod en godbid eller to - og så redder jeg dem fra at blive kvalt i et fiskeskelet af stikkende brusk og ben, eller får mavebesvær af et uidentificerbart ådsel.

Men jeg har lært at jeg mere eller mindre kan stole på deres valg af mystiske mad supplimenter. De får yderst sjældent “dårlig mave” - og det plejer at være af helt andre årsager.
De er heller ikke de typer hvis mærkelig udopereret maveindhold bliver sat til skue i dyrlægens venteværelse!
De ser ikke ud til at være gjort mere “civiliseret” af mennesket gennem hundreder af år, end at de stadig har en fin fornemmelse af hvad naturen har at byde på af ekstra kosttilskud - og måske har de vitterlig et behov for ekstra mineraler, vitaminer og “spormineraler” m.fl?
Det kunne være meget interessant at høre fra andre hundeejere om deres erfaring med måske endnu flere mærkelig kosttilskud, som deres hunde selv vælger fra naturen? Men jeg håber her at kunne beroligere nogen - for man kan godt være meget bekymret over hvad ens hund finder på at spise ind imellem!
            Jeg kunne sikkert nævne flere ting hvis vores ture gik i skovområder - måske kunne de finde på at fungere som “Trøffel-hunde” - men når jeg næsten aldrig må få hvad de finder, kunne det også være lige meget!
Venlig hilsen
Janet Frimodt-Møller