Man skal altid tage ekstra hensyn, når man slipper en mynde,
fordi de er så lynhurtige og de er jagthunde som jager ved hjælp af synet. Der skal være ekstra god afstand til trafikerede veje, og man skal passe på, at der ikke er vilde dyr de kan genere. Det ligger stadigvæk i deres instinkter og lyster, at løbe efter alt hvad der ligner et muligt byttedyr. (Som så mange andre hunde, kan man sige!) Men vi kan også sørge for at hver gang vi går ture, at "naturen" er forberedt!
Så her er nogle tips om hvordan jeg gør.
  |
Skån naturen
Vilde dyr er meget intelligente, men på deres egne præmisser. Man kan sagtes lære dem lidt om en selv og ens hunde således, at de lærer at fjerne sig inden du kommer hver dag! De har deres bestemte daglige vaner, og det er op til dig at lære dem dine, så du kan passe ind i omgivelserne uden problemer. Derfor: |
Gylden regel nr. 1:
Gå samme rute på samme tidspunkt hver dag og advar samtidigt "vildtet" hver gang, at nu er du på vej. Fx hundene kan have støjende halsbånd. Det lovpligtige metal hundetegn rasler lidt, men 2 stykker rasler endnu mere. Eller sammen med katteklokker, nøgler el.lign. Du kan også selv lave støj. Går med raslende tøj, små klokker, klap hænder, tal højt til hundene, fløjt, host eller syng ved bestemte steder - og husk at gøre det hver eneste gang. Ræve og harer er ikke specielt bange for hunde og er tit lidt for afslappede. De er vant til at være overlegne i forsvindingsnumre. De er ofte alt for langsomme til at løbe væk og opdager næsten for sent, at den hund der er efter dem er en af de sjældne typer, som kan løbe dem op! De får en ubehageligt chok, men de lærer af det hvis du har sørget for at hundens halsbånd støjer, for næste gang genkender de lyden og er advarede i tide.
Jeg gå langs mange rævestier ved to søer om sommeren, når vi ikke må være på stranden, og jeg ved at alle dyr kender os. Fugle yngler til trods for vores daglige forstyrrelse. Ænder svømmer bare lidt ud i vandet og er straks tilbage når vi har passeret. Sangfugle tier, men begynder snart igen. Gå med samme tempo og stir ikke hvis du opdager en fugle eller en hare gemt i græsset. Hvis du lader som ingenting, tror den at du ikke har set den. Sammen med mine hunde har jeg passeret en hvilende hare meget tæt på flere gange i de 19 år jeg har gået samme sted. Det lykkedes ikke at forstyrre den, fordi jeg lod som ingenting. Men mange gange har jeg tilfældigvis stoppet op lige ved en, uden at jeg vidste det, og så har den fået dårlige nerver og er løbet væk i panik.
Der var en krage som jeg fodrede med krummer af "Frolic" hundemad i mere end 10 år! Den kom helt til mine fødder hver dag og jeg kunne tale med den. Det tåler krager ellers ikke!
Det hele startede for 23 år siden, en meget hård vinter. En tidlig morgen kom kragen hen til mig på stien, sulten og forkommen og på en eller anden måde blev jeg klar over, at den vil have nogle af hundenes kiks! Efter den dag, fulgte den altid med mig en del af turen, og jeg kastede en krumme hist og her, mens jeg gik. Den vinter var der mange sultne krager og inden længe havde jeg samlet op mod 20 stykker som fulgte med hver dag, og kiks-mængde forbruget blev enormt, men jeg kunne ikke svigte. Det lignede en scene fra en Hitchcock gyserfilm og man kunne se mig fra lang afstand pga. de "sorte horder"!
Jeg var glad for foråret, hvor de efterhånden begyndte at ignorerer mig.
Men den næste vinter, ved den første frost, fløj han hen til mig igen. Jeg kunne genkende ham fra sin opførsel men også bryst- og vinge fjerene. Jeg var nu fast besluttet på kun at give til ham og ingen andre.
Den 3. vinter kunne jeg ikke stå for hans ynkelig mage, som havde en ødelagt klump fod, så nu var det de to.
Her kan man se foden er bøjet tilbage. Hun hedder "Clump foot" eller CF.
De kunne kende mig fra over en kilometers afstand, selv når jeg og hundene har forskelligt tøj på, afhængig af vejret!
Men de sidste 3-4 år kunne jeg mærke at han var ved at blive gammel. Det lykkes dem kun at opfostre én forpjusket ung (hans unger får altid de Frolic krummer jeg kaster, men fra ham, ikke mig!) og for første gang tiggede han hele sommeren. Der kom også en meget smuk og usandsynlig fræk han, som jeg er sikker på er hans søn fra nogle år tilbage. Han landede hver dag på mit hoved og satte sig til rette der mens jeg gik med 6 hunde (i snor på den del af turen) og samtidig skulle uddele Frolic krummer til de særlige udvalgte!
Min frække krage "Header"!!! Foto: Svend.
Han var ganske tung og hans kløer hængte ofte fast i min tørklæde da han fløj væk. Jeg var simpelthen tvunget til at give ham også!
Men desværre, for 5 vintre siden opdagede jeg en dag, at min oprindelige krage aldrig kom mere, så han må være død.
Men "klump-fod" er der endnu - med en ny mage, og hun få hver dag og nu er der gået mere end 17 år med hende!
|
Harer, hvis de bliver løbet efter, plejer at komme tilbage til startpunktet hvor de rejste sig op.
Derfor skal man altid flytte sig lidt mens man venter på hundene, således, at når hundene kommer stormende igen til ens side, falder de ikke over den én gang til på vejen hen til dig! Den sniger sig rolig tilbage lige i nærheden, mens hundene kan være op mod en kilometer længere fremme med fuld fart på, for der går altid nogle sekunder før de opdager at ingen af dem har øje på "byttet". Alle løber fremmad fordi de tror at de andre kan se byttet. Hundene får masser af dejlig motion, uden egentlig at jagte noget som helst!!!
Mynder KAN bruge næsen, selv om synet er det vigtigste for dem men generelt, kommer de flyvende straks tilbage til min side. De er ikke som mange andre jagthunde typer, som forsvinder efter spor i timevis.
Jeg har også lagt mærke til, at det tager en uge til 10 dage for vildtet at indordne sig til ens daglig tilstedeværelse. Jeg ved det, for hver gang jeg skifter ruten fra at gå på stranden til at gå på stierne langs søerne hver forår fra 1. maj hvor stranden er forbudt for hunde, og hver 1. sept hvor vi igen må komme der, er der panik og kaos i dyreriget de første dage, indtil alle har fundet ud af hvad jeg laver. Jeg må være endnu mere forsigtig før jeg slipper hundene.
Efter ca. 10 dage har de alle vilde dyr fundet ud af det, og der er tilsynladende ikke et øje for banen er gjort klar til os inden vi kommer! (Men hvis jeg går en anden vej en dag, eller kommer tidligere, ser jeg pludselig hvordan det vrimler med overraskede dyr.)
På disse og mange andre måder, får jeg dagligt beviser for, at vilde dyr sagtens kan huske og skelne os fra hinanden hvis, vel at mærke, man kommer jævnligt på samme tidspunkt. Sådanne faste vaner nedsætter risikoen for at hundene overrasker noget. Jeg ser ofte dyrene liste væk, for jeg er højere og kikker længere frem og tilbage.
Hundene svaler sig efter meget løberi.
(Prøv ofte at se tilbage, der kan stå en smuk ræv ganske tæt bag en, midt på stien, nysgerrig og velvidende at vi mennesker plejer ikke at se os tilbag!)
|
Skån hundene
Som mange desværre har erfaret, kan mynder komme alvorligt til skade, hvis de jagter andre dyr. Selv om jeg er sikker på at 30 sekunders jagt holder både harer og hunde i form, især da begge parter er skabt specielt til dette, er det alt for risikofyldt - og i øvrigt (og heldigvis) helt ulovligt. Hunde her i Danmark må ikke genere vilde dyr.
Mynder er meget adrætte, men ikke helt så adrætte som harer og kan falde slemt når de prøver at vende og dreje skarpt. De er heller ikke så godt stedkendt, så de bliver ført væk hvor de løber på sten eller i krat og tjørnbuskads, over hække og hegn, veje med biler mm. Med den fart de kommer op på, kan de ikke se sig ordentlig for. De kan heller ikke standse i tide! Derfor er det klogt at tage alle de ovennævnte forholdsregler, og advare naturen at "nu kommer vi - så pas på!"
Gylden regel nr. 2:
Det er meget vigtig at hunden er vant til en daglig tur i naturen. Hvis det er en daglig og god (lang) tur, er hunden ikke overspændt og farer ikke over horisonten og tilbage igen af lutter glæde. Den er lydig og fattet, fordi den er vant til situationen. Ulykker sker når overfriske, overspændte, uerfarne og ophidsede, kåde hunde slippes løs kun en sjælden gang imellem. De eksploderer i aktion, er uartige, ulydige og udnytter ugens, måske årets, eneste gode tur fuldt ud.
En tur fri i naturen skal være lige så naturlig som deres mad hver dag.
En daglig tur giver dem både i hjerne og krop en erfaring og kondi der i sig selv nedsætter risikoen for ulykker. De bliver trænet i at begå sig sikkert i terrænet.
Hvis man går den samme tur på samme tidspunkt, kender hunden efterhånden hele området (og de vilde dyr er parat og har taget deres egne forholdsregler). Hvis man mister hunden af syne når man går samme rute, kan hunden nemt finde dig igen. Man skal bare aldrig fjerne sig ret langt fra dér hvor hunden sidst så en. Man kan kalde, vifte med et stor hvide lommetørklæde og bruge en fløjte. Husk at stationære ting er sværere at se end ting der bevæger sig frem og tilbage.
Ved en daglig tur kan hund og fører opbygge en stor tillid til hinanden. Man kan efterhånden regne ud hvordan hundene tænker og handler under alle situationer. Hunden lærer også hvad du plejer at gøre, hvor den kan finde dig o.s.v.
Den virkelig fare ligger i, at gå tur forskellige steder hvor man kommer dumpende på alle mulige tidspunkter i døgnet. Man kan ikke undgå at overraske "vildtet", som ikke har en chance for at være forberedt.
Alt kan ske når du dukker op og overrasker dem på denne måde med dine hunde! |
Gylden regel nr. 3:
Mens du går, snak meget til hundene og lær dem en masse af naturlige kommandoer, efter behov. Diriger dem rundt med sætninger (og arm-bevægelser), ikke nødvendigvis de samme ord som til lydighed, for det gider mynder ikke hele tiden, man kan gøre det meget mere nuanceret! Mine hunde lærer gerne hele sætninger hvori med variationer i tonefald, jeg kan få hurtige eller langsomme reaktioner. På denne måde er ingenting ensformigt eller kedeligt.
Det er også vigtig at "flokføreren" virker lidt dynamisk!
Hvis man bevæger sig i rask gang og dirigerer lidt rundt på hundene, er de mere tilbøjelig til at følge med og holde godt øje med en, end hvis man går stille og roligt fortabt i egne tanker. De lærer at komme hen til én ofte hvis man har hundekiks med. Bare en lille krumme hver gang og lidt ros. (Frolic knækkes i 4-5 stykker hos os!) Jeg har den regel at de skal løbe stærkt hen til mig for at "kvalificere" sig! Det gør hvalpe automatisk og man kan nemt lære dem at blive ved med dette som voksne. Denne vane hjælper dem til "at savne en", hvis de er løbet langt væk.
Jeg kalder faktisk sjældent - de kommer med jævne mellemrum helt af sig selv! Mynder bryder sig ikke om at blive kaldt på alt for ofte! Kald ikke hvis der er en reel fare for at de ikke vil adlyde. Så må du pænt vente!!!
Som sagt, der skal være en konstant kontakt mellem hund og ejer. Med stemme, (man kan give ros og ris fra lang afstand), en god hundefløjte, armbevægelser og masser af kropssprog mm kan man stadig signalere til sine hunde, selv når de er op mod en halv kilometer væk. Fx når de befinder sig et stykke væk, vil du observere at de ofte kigger tilbage for at checke hvor man er. Hver gang man har den slags øjenkontakt, råb noget højt som "god hund!" evt. også vinke et "hej!" signal, således at du godkender hvad de laver og gengælder deres øjenkontakt.
En god måde at kalde dem til sig uden at sige et ord, er at vende om og begynde at gå i den modsatte retning. Så kommer mine væltende og ligner store spørgsmålstegn!
Hvad skal vi nu? Hvorfor har hun vendte sig om?
Lette dækkener til køligere dage.
Eller brug deres opmærksomhed til at indikere en ændring i retning med stor arm- og kropsbevægelser. De skal ved at man holder konstant øje med dem. Hundene skal føle at de er "bevogtede" hele tiden, og at du "godkender" dens selvstændig aktioner, eller at du kunne måske kan finde på at kræve noget af dem. De må aldrig tro at de er bare "fri fugle" som må alt hvad de har lyst til! |
Gylden regel nr. 4:
Man kan også gøre sig lidt interessant! Fx kan man drille hundene ved at blive "væk", så de lærer at holde øje med en. (Men pas på med Italienere, de kan godt blive rædselsslagne! Min løb næsten hele vejen hjem med fuld fart på i ren panik, han blev så bange da han ikke kunne finde mig.) Man kan også skifte retning midlertidig, eller vise dem forskellige "fund" undervejs. Hare efterladenskaber, et musehul er allertiders, nogle fjer, en død mus, fisk eller fugl, (de kan snuse til stedet eller "trofæen" kan vises frem fra en "hundepose"!) Vis dem modne hyben og bær, som kan spises. På denne måde lærer de, at man er dygtig til at finde ting af og til, så de ser lidt op til en og kommer gerne når man indikerer dette. Dette kan bruges i vanskellige situationer, hvor man fornemmer at man ikke ville kunne lokke dem til sig uden at de har en særlig grund til at være lydig! Og ang. at komme når man kalder: Jeg er overbevist om at de racer med "rosenører" som folder væk under løb, ikke kan høre noget indtil de "åbner" ørerne igen. Gang på gang har jeg kaldt på en hund der ligefrem har løbet rundt og ledt efter mig, men som først kunne høre mig efter at havde standsede op og "åbnede ørerne". Husk også, at man ikke nødvendigvis ligner sig selv, set fra lang afstand.
Kan du se "Dee Jay"? Han gemmer sig, og vil springe ud og "overraske os" lidt senere, bare for sjov! |
Gylden regel nr. 5:
Mynder er lige så lydige som alle andre hunde, MEN de kan nemt være fristede over evne, så de ikke nødvendigvis altid kommer straks man kalder. Dog skal man altid rose og belønne dem på samme kærlige måde om de kommer med det samme eller tog 20 nervepirrende minutter om det!
Med andre ord: Uanset hvor lang tid en mynde er om at komme til din kalden, eller hvad "kriminelle" ting den evt. har lavet i mellemtiden, skal den roses og belønnes når den endelig laver det du ønsker. Du må skjule vreden og evt. morderiske tanker - for den SKAL roses helhjertet!
"sit" før man belønner, mens man selv kommer over sin naturlige vrede! Der er ingen måde hvorved man kan forklare en hund, at det er dens forrige handlinger du ikke synes om/ønsker at straffe. Når den endelig har gjort det du ønskede, (kom til din kalden), skal den roses for det.
Det er absolut alfa og omega for alle hunde, at de skal lære fra tidligste færd, at være glad for at komme hen til deres ejer på et hvilket som helst tidspunkt og altid at kunne regne med at få kærlighed og ros. Er du trofast i din kærlighed - er den også trofast mod dig. Men er du lidt sur eller vred indimellem - så kan du være sikker på at den er endnu længere om at komme næste gang.
Det kan godt være at DU er tilfredsestillet, efter at du har skældt den ud og rusket den i nakkeskindet eller hvad du finder på af straf, når den ikke var lydig, MEN fra det øjeblik og fremover, har du med garanti en hund der ikke lystrer mere, specielt når du allermest har brug for det.
Så jeg gentager: Hunden skal være sikker på en varm modtagelse fra dig HVER GANG den kommer hen til din side.
Det er en stor fordel at træne mynder at komme til en lydløs fløjte.
Det er min erfaring at de elsker fløjten og lynhurtig lærer hvad det betyder, (kom og få en godbid!). Den er handy på mange måder:
Nogen gange rækker den længere end ens stemme, (især for mænd!) og især i blæsevejr. Den er mere diskret end at råbe højt, hvis der er andre mennesker i nærheden, og alle kan bruge den, dvs. en som passer ens hund en dag kan også være sikker på at den kommer lydigt. Med flere hunde kalder man effektivt hele banden på én gang!!!
Hvis man starter med at gå tur når hunden er ganske lille og gør turen længere efterhånden som den vokser, er der ikke noget problem, undtagen, at myndernes hastighed betyder, at man altid skal skal have ekstra god plads omkring sig.
Men hvis man får en voksen mynde, som ikke er vant til at blive sluppet løs, må man ikke uden videre slippe den.
Læs så regel nr. 6 nedenunder.
Min Azawakh standser ved en lille sø. |
Gylden regel nr. 6:
Erhvervelse af en voksen hund.
Jeg anbefaler at gå turen over mange gange med hunden i snor. Først når du føler at hunden er godt stedkendt med hele ruten, (plus, at man har opnået et virkelig godt forhold til den og den gerne kommer når du kalder i tide og utide), så kan den slippes.
De første gange du slipper den, tag evt. andre hunde i snor så de ikke kan være fristet til at jagte den rundt.
Man skal være meget forsigtig i meget lang tid. Husk på, at en voksen hund, som aldrig har været ude i det fri, ikke ved hvordan du ser ud eller hvordan din stemme lyder fra lang afstand. Den har heller ikke lært hvordan den løber sikkert i alle slags terræn.
Den kan hurtigt "miste hovedet", selv om alt ser ud til at gå godt. Den første gang er altid den værste! Du ved heller ikke hvad den kan finde på!
Derfor, tag alle sikkerhedsforanstaltninger, (og sørg også for at der er ingen fremmede hunde eller mennesker i nærheden de første mange gange). En god fidus er at lad den første gang ske i sjask regnvejr! Dette lægger altid en dæmper på alle udskejelser!!! Jeg har tit brugt regnvejrsdage til sådan noget "første gangs eksperimenter"! Eller ekstremt varme dage med bagende sol, hvor de bliver lidt ugiderlige!
Hvis man forstår og elsker sin hund, den er blevet vant til den daglige tur og man tager alle disse forholdsregler, må det kunne lade sig gøre uden ulykker, selv om lidt dårlige nerver får man af og til! Jeg tror alle myndeejere får et adrenalin sus ind imellem, med den pludselig hastighed deres hunde kan komme op på!
I hundredevis af år har vi kun avlet efter de dygtigeste jægere og ligefrem aflivet de andre! Nu er al jagt forbudt. Så vi avler kun efter hundens smukke ydre og ved meget lidt om de stadig duer til coursing og jagt. (For væddeløb er der to ovale baner her i Danmark, og det er en meget spændende og sjov sport som kun få mynder har prøvet. Myndeklubben afholder lure coursing ret ofte.)
Men jeg synes sandelig at det må være et krav vi alle kan stille vores hunde - og noget som de også skulle kunne regne med
at vi gør for dem: At kunne gå en daglig tur i det fri sammen og komme glad og tilfreds hjem igen,
uden at de har skadet sig selv eller noget andet!
Her ses min whippet Rhappy, som slukker tørsten i søen.
|
|
