-
Jean-Claude brugte altid den helt rigtige professionelle LC tøj! Ses til højre med Bente og Kaj Frøling. Foto: Ninette og Richard Spolin.
Lure coursings historie i Danmark

Hvornår og hvordan startede Lure coursing i Danmark?
-
For min mand Svend og jeg, startede det på Kallerupbanen i 1996

Vi kom til Kallerup Væddeløbsbanen i Hedehusene, (ofte sammen med venner), på deres festlige løbsdage, for at kigge og nyde spændingen og synet af mynderne. Dog sagde vi til hinanden, at VORES hunde ikke behøvede at træne på banen fordi jeg gik lange ture på stranden hver eneste dag og de fik mere end rigelig motion med at fræse rundt i halvanden time eller mere. Men i ca. 1994 kom der får og kreatur i folde på engene ved siden af stranden, så hundene ikke længere kunne slippes nogen steder, (når de ikke må gå på stranden om sommeren), og det blev kun til lange gåture i snor - indtil september 1. kom igen. De trængte til at løbe og være lidt “vilde” hver dag, som whippets elsker og vores have var ikke særlig stor – derfor begyndte vi at deltage i sommerens træning på banen hver søndag formiddag og onsdag aften! Vi hurtig blev medlemmer og to af vores whippets fik løbslicens og løb også hver løbsdag.
En tredige whippet var for nervøs og vil ikke være langt væk fra “mor”, så han løb tilbage til mig!
-
Vores hunde på 1. og 3. plads i 1998 da Kallerupbanen fejrede deres 30 års fødselsdag.

En sommerdag sagde Karin Jansz, (som den gang var klubbens kasserer) og sin daværende mand Kurt, (begge var kommet i mange år med deres afghanere og en greyhound), at "næste lørdag" ville de komme med en coursing maskine lavet af en Johannes Knigg, en ridgeback hundeejer. (Han var også medlem af KVF væddeløbsbanen.) Vores hunde kunne prøve den ”lydløse hare”! For den ”tænder” jo alle mynder på!”
Tænk sig, vi afholdt en supersjov dags LC træning på græsarealet i midten af banen!
I dag vil det forekomme alle helt latterlig og utænkelig, at afholde LC på så lidt plads – men det gik fint og hundene elskede det med den samme. Selve store udstillings greyhounds viste hvad de kunne.
Vores ellers “morsyge” og nervøse whippet løb med det samme og var ikke i tvivl om hvad han skulle – han blev professionel på een dag! Dette gentog vi MANGE gange.

Men nu går vi tilbage til tiden fra før Karin og midten af banen i 1996,
og jeg har opsnappet meget info fra gamle Myndenyt blade.
Jeg synes nemlig at det er vigtigt, at disse hårdtarbejdene ildsjæle ikke går i glemmebogen, så læs videre:

Begyndelsen i 1981
Nedenunder ses Jean-Claude og og min veninde Ninette Spolin med deres salukier på en DKK udstilling i firserne.
Jeg har kun 3 fotos af Jean-Claude, og dette er en af dem, fra Ninettes fotoalbum.

-
Den virkelige start til Lure coursing i Danmark kom i stand takket være
Jean Claude og Bente Borghill i 1981.

Som dedikerede salukiejere, havde de været med til “ægte” coursing i udlandet og herfra blev de vældig inspirerede.

Bente Borghill skriver til mig:
Vi oplevede vores første ægte coursing i England, efter levende harer.

Var i Burydown for at se på salukis hos Mr. & Mrs. Hope Waters i 1979. Vi havde kun en afghansk mynde på det tidspunkt. Vor 12 årige datters ønske om at købe sin egen afghaner kunne ikke imødekommes, pga. det store pelsarbejde, så efter at have set et par salukis på udstilling, blev salukien målet. Det skulle vise sig at blive til stor glæde for hele familien.
 Fam. Waters var meget gæstfri og gav os en masse viden om racen.
(En interessant småting: De havde aldrig "hustrænet" hvalpe. De fik simpelthen kun sommerhvalpe, som boede ude under fine forhold. Når vejret senere bød, at de kom indendørs, havde deres mor gjort dem renlige! I stuen havde hundene i øvrigt deres egen glaskarnap, hvor de kunne ligge og holde øje med verden udenfor.)
 Waters inviterede os til at deltage i en saluki coursing nær Oxford. Da vi ikke havde egnet tøj med, lånte de os gummistøvler etc. og på vort B & B lånte en fremmed gæst os en regnfrakke, som han "bare kunne få tilbage, når han kom forbi igen 14 dage senere"! (Vi kan godt lide englændere!) Vel udstyret, tog vi del i coursingen.
Dvs. vi var en del af den lige række mennesker og salukier, som fik haren til at springe op foran os og stikke af.
Efter ca. 100 m's forspring slap "slipperen" 2 hunde, som helt automatisk satte i en jagt, som ingen mennesker kunne have planlagt bedre. At se deres samarbejde var en fantastisk oplevelse.
Målet var, at byttet skulle nedlægges. Hvilken hund der rent faktisk gjorde det, var uvæsentligt, blot målet blev nået. Imponerende.
Roger Upton, falkoner, kunstner og coursing dommer, fulgte jagten nøje fra sin hest, og udvalgte de hunde, og senere den hund, som havde været mest effektiv i jagten. Det var ikke nødvendigvis den, som nedlagde byttet.
 At følges med alle disse mennesker, med vidt forskellig baggrund, var virkelig en oplevelse. Der var ikke plads til sarthed. Forholdene var vanskellige pga. årstiden. Nogle marker var så mudrede, at man frygtede ikke at få gummistøvlen med op efter hvert skridt, (og av i musklerne næste dag!), andre var fyldt med sten. Hundene klagede ikke og kom i øvrigt ikke til skade.
 Det var en dåb, som ville noget.
Så blev vi inviteret til coursing i Scotland. Samme dommer, og et fantastisk område nær Inverness. Vi fik følge af to andre danske par, Ninette og Richard Spolin (saluki) og Tina og Bo Andersen (irsk ulvehund), som absolut kom til at dele begejstringen. Vi fik oplevelser, vi aldrig glemmer. Eksempelvis en salukitæve, som på 1½ minut dækkede et stort område af stærkt bakket terræn med lårhøj lyng og grøfter liggende på lur, hvilket ville have taget os en halv dag at klare, nedlagde byttet, hvorefter hun så en rå i det fjerne, satte efter den og nedlagde den også. Det var en lang tur for menneskene, at komme ud at hente hende og råen, som hun blev stående ved!
 I USA, har vi kun været til Lure coursing.
Det var nær Seattle i staten Washington. Der traf vi mennesker, som fortalte os om muligheden for at bruge en bilmotor med et påmonteret 'hjul' til oprulning af Lure-linen. Man kunne drive den ved hjælp af en dieselbilmotor. Man anbefalede at lave trisserne af vandfast bådkrydsfinér med fine rulleskøjtehjul, som linen skulle føres ad. Linen kunne også laves ubrudt (kontinuerlig), så man ikke skulle have besværet med at trække den ud personligt efter hvert løb, (dette kunne tage meget lang tid), blot sagde de, at risikoen for skader var ret stor, så vore blev ikke kontinuerlige.
Vi blev inspireret!
Vi fik en ven til at producere og påmontere hjulet, og Claude lavede alt det omhyggelige arbejde med trisserne selv.
Det virkede fint, og LC blev en realitet i Danmark i ca 1981. En spændende tid for alle. Der blev oftest løbet på sportsbaner, men også på stubmarker. De helt flade baner var ikke specielt gode, og temmelig unaturlige.
For enden af linen blev der i starten bundet et stykke skind. Det holdt vi op med, da en ulvehund nægtede at give slip igen!!! Så blev det til en plastpose, hvilket virkede fint. Salukierne kunne såmænd også klare sig med en knude for enden af linen, (det var sjovt). Vi forsøgte at få linens løb til at minde om harens flugt.
 Vi fandt det alle en dejlig beskæftigelse, men alt har sin tid.
Vi flyttede til et andet område og startede med fåreavl.
Bente Borghill, den. 29. april 2011


Lure coursing var et ukendt begreb i Danmark før 1981,
selv om bl.a Sverige var langt foran med sporten.

Så nu vil Jean-Claude og Bente starte det op i herhjemme og skrev følgende artikel til Myndenyt og Afghaner Posten i 1981 for “at vække medlemmerne” til dåd. For hvad er Lure coursing egentlig? Ingen kunne beskrive det bedre.
(Der må tages forbehold for, at vi gør nogle ting lidt anderledes i dag, 40 år senere og nu under FCI regler - Janet.)
Lure coursing
skrevet af Bente & Jean-Claude Borghill i 1981

TALLY HO!
Tre mynder - (i dag kun 2 af samme race løber sammen – Janet) styrter fra start, de løber, vender brat, spænder hver en muskel i kroppen for at fange den hastigt fremtumlende Lure, og det med lige så stor entusiasme,
som deres forfædre for generationer siden viste i deres jagt på levende vildt. Det er et fantastisk syn – man må næsten holde vejret når de smukke, sunde mynder anstrenger sig til det yderste i en aktivitet så lige den de er skabt til.
COURSING
– det engelske ord for jagt med mynder – er en sport så gammel som de allertidligste kendte beretninger om samvær menneske og hund imellem. I de tidligste tider var formålet med denne aktivitet dog ikke sporten. Den var et vigtigt led i menneskets kamp for, at skaffe sig føden. Men i disse vore civiliserede tider, er coursing jo ikke længere nødvendig for livets opretholdelse, og den drives derfor alene for sportens skyld.
I visse lande, USA, England og i mellemøsten, dyrker man stadig i vidt omfang den såkaldte “Open Field Coursing”,
hvilket betyder “Jagt på åben mark”, efter levende vildt – som regel harer. I mange lande er en sådan myndejagt efter harer eller andet vildt imidlertid upraktisk, og kan til en vis grad virke anstødelig. Det skal måske understreges, at det ved jagt med mynder er det hunden, og ikke som ved almindelig jagt, mennesket, der dræber byttet.
I mange lande, heriblandt Danmark, er denne sport da også forbudt. Men vi kan alligevel give vores mynder – og os selv – jagtens glæder og spænding ved, i stedet for “Open Field Coursing”, at dyrke “Lure Coursing”. Vi erstatter simpelthen det levende vildt med en kunstig lokkehare – en Lure – som fastbundet til en line trækkes hen over terrænet, efterlignende en jaget hares flugt for livet. Vore mynder er skabt til at jage ved syn, og de er upåvirkede af, at det levende bytte er erstattet af et stykke hareskind eller lignende.

HVORFOR SKAL VI LURE COURSE VORE MYNDER?


DE VIL ELSKE DET!
Selv den mest forkælede og reserverede mynde kan sjældent modstå fristelsen til, at jage og fange hvad som helst der måtte bevæge sig i terrænet. Denne iver oplever vi dagligt, når vi betragter vore hunde i deres løbegårde, eller når vi går tur med dem i det åbne terræn.
DU VIL SELV ELSKE DET!
Den fantastiske glæde og intense spænding, som du vil opleve, når du åndeløst betragter din hund som den styrter efter byttet, med op til 60 km. i timen, drejer om hjørnerne som en Farrari eller svider marken af foran konkurrenterne, er simpelthen ubeskrivelig.
DE HOLDES I FORM!
Kun en toptrimmet mynde kan course, og det er en herlig måde, at holde sin hund i form på. En mynde, som er i form er slank, muskuløs og med hjerte, lunger og blodcirkulation i topkondition.
SIDST MEN IKKE MINDST!
Lure Coursing giver os en enestående chance for, at bedømme vore mynder på en måde, som er umulig i udstillingsringen.
Naturligvis skal vore hunde være smukke og racetypiske, men de skal også være funktionelle dyr.
En udstillingsdommer kan givetvis bedømme vore hundes skønhed og type, samt deres formodede evne til at virke i naturen, men han kan ikke se hundene løbe frit, dreje, snarrådigt jage sit bytte, og han kan således ikke objektivt bedømme adræthed, beslutsomhed eller mod – kvaliteter der alle er så vigtige for en mynde. Lure Coursing kræver, i modsætning til væddeløb, hvor alene farten er afgørende, alle disse egenskaber af sin udøver,
og den er derfor et vigtigt værktøj til bedømmelsen af vores racer.
Sporet der anvendes ved Lure coursing kan variere i længde, og kan være fra 440 yards til 880 yards (1 yard = 0,9144m.). Dette spor, som skal efterligne en jaget hares flugt, kan anlægges vilkårligt, men et krav må det dog være,
at det indeholder såvel “hjørner“ (sving) af forskellig skarphed, som lige strækninger af varierende længde.
Et typisk spor kan f.eks. se ud som den på tegningen.
-
Det er vigtigt, at coursing området udvælges med meget stor omhu. Således må det være et ubetinget krav, at det er forsvarligt indhegnet, (ikke noget vi tager hensyn til nu! - Janet), ligesom det skal være fri fra huller og forhindringer af enhver art. Arrangørerne må inden jagten sørge for, at banen er fuldstændig forsvarlig.
Selve Luren trækkes hen over sporet af en Lure-maskine. En sådan kan købes færdig, men den kan også hjemmelaves, f.eks. af en gammel startmotor fra en bil, (vi har arbejdstegninger og beskrivelse). Maskinen drives af et 12 Volt batteri, hvorved hele herligheden nemt kan transporteres fra sted til sted, og det er derfor muligt, at arrangere coursing overalt i landet, hvor der findes egnede arealer.
Sporets geometri opnås derved, at linen, hvori Luren er fastgjort, trækkes af maskinen igennem et antal “øjer/trisser”.
Selve maskinen kan konstrueres på flere måder. Den mest almindeligt forekommende virker simpelthen derved, at linen, når motoren drejer, rulles op på en spole på akslen. Denne konstruktion er den mest simple, men har den ulempe, at man efter hvert gennemløb, manuelt skal trækkes Luren tilbage igennem øjerne til startstedet.
En lidt mere advanceret konstruktion har en endeløs line, således at Luren efter hvert gennemløb straks er klar ved startstedet til næste gennemløb. Har man lidt teknisk snilde, kan man endog få motoren til at virke sådant,
at Luren vilkårligt trækkes begge veje ad sporet. Man får derved mulighed for, midt under løbet, at vende tilbage imod startstedet. Maskinen skal naturligvis forsynes ved en anordning, hvorved Lurens hastighed kan regulæres trinløst.
TALLY HO! Lyder “Huntmesterens” start signal in England, og jagten er i gang.
(vi har lært fra Sverige, at en samtidig “dunk” på begge ejerenes ryg af den person der er Starteren, er bedst - Janet), Medens hundene entusiastisk jagter lokkeharen, bedømmer dommeren deres færdigheder, og tildeler hver hund points
for såvel adræthed og beslutsomhed, som for hundenes mod og hurtighed.
Afhængig af sporets længde, gennemløbes dette op til to gange, og hvis det er muligt, sådan at der i andet gennemløb løbes sammen med andre hunde end i første løb. Kun hunde af samme race løber naturligvis sammen i konkurrencerne. Den hund, som sammenlagt opnår de højeste pointtal har vundet jagten for sin race.

Glæden, spændingen og ikke mindst den viden som man får om sine hundes færdigheder ved at deltage i Lure coursing er i sig selv belønning nok. Ved etablering af et Lure Coursing Championat kan man imidlertid tilføje endnu en dimension – konkurrencen. Reglerne for et sådant Championat varierer fra land til land. I USA tildeles de hunde, som placerer sig 1., 2. og 3. i racen, henholdsvis 40, 30 og 10 championat points, og for opnåelse af den eftertragtede titel kræves, at en hund opnår 100 points, hvoraf mindst 80 points er opnået som vinder af racen.

Der høres iblandt – især fra opdrætterside - en del argumenter imod Coursing:
Coursing giver vore hunde store, runde muskler, siges det! De får løse fronter, og bliver aggressive af coursing, fortsættes det! Man kan derfor ikke course sine udstillingshunde, hedder det advarende!
Vor sunde fornuft, samt de erfaringer vi kan hente fra udlandet siger os imidlertid, at noget sådant ikke kan være rigtigt. For lidt og for meget fordærver alt - så meget kan vi medgive, men administreret fornuftigt, kan Lure coursing kun være et sundt og godt supplement til den for udstillerne spændende, men for hundene ret inaktive udstillingsaktivitet.
Hvis vi indfører coursing i Danmark, begynder vore opdrættere at “avle på fart” og derved risikerer vi, at de så væsentlige exteriøre avlskriterier træder i baggrunden, eller endnu værre, at de fuldstændig tilsidesættes, til den store skade for vore racer, formanes det videre! Man kan blot se på, hvad der sker i greyhound kredse som alene dyrker væddeløb racing, fremholdes det som et advarende eksempel. Ved Racing, (væddeløb- Janet), er der jo ét og kun ét  kriterium – den hurtigste hund vinder – og der skal også derfor gives kritikkerne fuldt medhold i, at væddeløb frembyder de nævnte risici for vore racers fremtid.
MEN LURE COURSING ER IKKE VÆDDELØB!!!
Skulle man forledes til, at avle hunde alene på hurtighedskriterier, ville man givetvis få afkom, som vil falde igennem på udstillingerne. Men lige så givet er det, at de samme hunde ville komme til kort på coursingbanen.
På coursingbanen gives hundene jo mulighed for at vise, at de besidder netop de egenskaber, som de i udstillingerne formodes at have. Der er altså et snævert samspil imellem det der foregår i udstillingsringen og det der foregår på coursingbanen. Man kunne populært sige, at det ene er teori, det andet praksis. Og hvilken opdrætter eller udstiller kan vel have noget imod, at få efterprøvet dommernes og deres egne bedømmelser af hundene i praksis?
Da vi på dette års generalforsamling luftede tanken om, at Myndeklubben burde indføre Lure coursing, som et suppliment til den omfattende udstillingsaktivitet, blev vi overrasket over, at ideen fik en meget positiv modtagelse.
Vi har ligeledes, ved vore samtaler med udstillere på de sidste par udstillinger, fået det indtryk at der er blandt vore “aktive” medlemmer, er en ret store interesse for coursing. Og det på tværs af alle “raceskel”.
Men alle vore medlemmer er jo ikke fanatiske udstillere, og tanken om, at indføre Lure coursing skyldes fra vore side lige så meget et ønske om, at skabe et alternativt aktivitetsstilbud til disse medlemmer.
JO FLERE “AKTIVE” MEDLEMMER KLUBBEN HAR – JO BEDRE HAR KLUBBEN DET.
Et af klubbens formål er jo, at udbrede kendskabet til vore racer, og vi nærer et forfængeligt håb om, at Lure coursing vil kunne yde et ikke uvæsentligt bidrag hertil. På coursing banen “sker der noget”, og det kunne jo tænkes, at tiltrække nogle publikummer. Tanken om, at starte en Lure coursing aktivitet har tidligere været fremført af andre – desværre uden at det er blevet til noget. Dette skyldes måske ikke så meget modstand imod ideen som det, at det blev ved snakken. Bliver vi ved med, blot at tale om, hvor dejligt det kunne være, kommer vi ingen vegne.
DERFOR – lad os gøre noget ved sagen!
At få et så stort projekt “på skinner” er meget arbejdskrævende, og det er derfor ikke noget, som vi bare kan gå i gang med medmindre vi har en vis sikkerhed for, at der blandt medlemmerne – såvel udstillere som ikke udstillere - er en udtalt interesse derfor. Skulle nogen ligefrem være begejstrede for ideen – eller det modsatte – modtager vi gerne indlæg til Myndenyt. En saglig debat om emnet vil måske forhindre fejltagelser. Når vi nu få bekræftede tilslutning til ideen, forestår der et meget omfattende, men samtidig meget interessant arbejde med etablering af vor nye Lure coursing aktivitet. Blandt de mange opgaver kan nævnes udarbejdelse af reglement, herunder regler for Myndeklubbens Coursing Championat. Uddannelsen af officials, herunder dommere.
Opsøgning af egnede coursing arealer, og når alle disse opgaver så er løst, tilbage står det væsentligste, nemlig at arrangerer og afvikle Coursing.
Lure coursing har jo aldrig før været udøvet i Danmark – i modsætning til de fleste andre “hundelande” i verdenen – og vi er derfor næsten helt fritstillede med hensyn til, hvordan vi vil arrangere det.
Vi skal naturligvis skele til udlandets erfaringer, og kan jo “plukke” hist og her, og de medlemmer, som ønsker at være med helt fra starten har derfor en enestående chance for, at kunne præge denne nye aktivitet med deres helt personlige ideer.
Myndeklubbens Lure Coursing Projekt skal ikke være et ONE-MAN-SHOW.
Det er tanken, at der i lighed med det nydannede udstillingsudvalg skal nedsættes et Coursing Udvalg.
Må denne introduktion derfor være en opfordring til alle,
som ønsker, at være aktivt med tilrettelæggelsen helt fra begyndelsen om, at gå til startlinien!
....Tally ho!!!
Skrevet af det meget fremsynet par Bente og Jean-Claude Borghill til juni Myndenyt og Afghaner Posten 1981.
Senere samme år:
Allerede i Myndenyt september 1981 kan man læse at der var en god respons til ovenstående. Under “Udvalgs Nyt” skrives der:
“Det blev et overvældende JA til Lure coursing!
48 medlemmer har til dato besvaret det i juni nummeret indlagte spørgeskema, og af disse er 37 for ideen. Kun 5 er imod og 8 har ikke besvaret spørgsmålet.
Der er imidlertid endnu langt fra idé til handling. Som nævnt i artiklen i juni, forestår der nu et omfattende og tidskrævende arbejde, inden Myndeklubben kan afholde sit første Coursing Træf. Men jo før vi kommer i gang, jo bedre, og det er derfor dejligt, at så mange medlemmer har ytret ønske om, at være med i dette arbejde.”

Så kom der en liste over de 5 udvalgte medlemmer som stod for hver sit område.....
Endnu et givende indlæg fra Myndenyt december 1981 skrevet af Jean-Claude :

“Der har i den senere tid været skrevet og talt en en del om Lure coursing. Vi kan da også mærke en stadig stigende interesse for og forventning til denne nye aktivitet. Mange ønsker derfor, at vide mere om, hvad Lure coursing er for noget. Der findes desværre ikke noget ordentlig literature om emnet, som da også er alt for kompliceret og omfattende til, at vi på en gang kan give en fuldstændig redegørelse i dette blad.
I denne artikel skal vi se lidt nærmere på, hvad det er vi bedømmer, når vore mynder courser.

For mange vil Lure coursing være en adspredelse i hyggeligt samvær med hunde og ligesindede “racefæller”. For andre vil konkurrence momentet være det afgørende. For disse vil Lure coursing da også kunne blive lige så morsomt og engagerende som udstillinger kan være det. Det egentlige formål med Lure coursing må imidlertid være, at give os mulighed for, at lære noget om vores smukke og racetypiske hundes egenskaber – egenskaber, som jo er så karakteristiske for netop mynderne. “Rigtige” jægere – af den slags med bøsser og camouflagetøj – vil givetvis rynke på næsen, når man fortæller dem, at mynden er en jagthund. Og med rette, hvis man da med jagthund mener den trofaste og velafrettede hund, som ved hjælp af sine veludviklede sanser og egenskaber i øvrigt, hjælper sin herre og mester til, i den moderne og civiliserede jagtform, at fuldbyrde den “privilegerede” handling: At dræbe byttet.
Det er da måske også, når alt kommer til alt, forkert at kalde mynden for en jagthund.
Vi burde nok snarere kalde den JÆGER.
Mynden jager for at dræbe. Den jager væsentligst ved hjælp af sin syns sans, hvorfor dens bytte må være i konstant bevægelse, og det er derfor naturligt at dens foretrukne bytte er dyr, hvis eneste forsvar er flugt.
Karakteristisk for sådanne dyr er, at de er meget hurtige, udholdende og i stand til at udnytte terrænet til deres fordel.
Det er disse færdigheder, som mynden altså må kunne stå mål med, skal den have en chance for at fange byttet.
Vore mynder skal altså, for at være gode jægere, være i besiddelse af egenskaber som hurtighed, adræthed, udholdenhed og evne til under forfølgelsen, at fastholde synet af byttet samtidig med, at de naturligvis må være i besiddelse af jagtiver eller som det hedder i coursing sproget “entusiasme”. Det er disse egenskaber, som vi under Lure coursingen iagttager med henblik på, at bedømme de enkelte hundes jagtevner.
Skal vor bedømmelse have nogen værdi, er det nødvendigt, at vi klart – eller så klart som muligt – definerer de nævnte egenskaber. Coursing udvalget arbejder stadig med denne opgave...”
(Her indsætter jeg de faktiske FCI regler istedetfor Jean-Claudes skitse over planlagte nye regler – som iøvrigt ligger meget tæt op ad FCI’s – men læseren må jo heller forholde sig til de helt rigtige! Husk på, at Jean-Claude var virkelig pioner i Danmark med denne coursing opstart og hans erfaring kom fra forskellige besøg i udlandet – men ellers måtte han arbejde fra helt bare bund - Janet.)
Hastighed
       Hastigheden er hvad der kræves for at kunne fange et bytte. Dette er bevist med den fart hvorved hundene indhenter haren, når de reagerer på den overraskende afstedtagen af haren under start. Hundenes fart vil blive observeret under hele coursingløbet men i særdeleshed når hunden fanger haren. Farten vises ved hastigheden af bevægelserne, antallet af bevægelser og hundens fremdrift. Dommeren skal belønne den hund som løber “lavt”, virkelig strækker ud og jager haren.  Fordi tidstagning ikke bruges for at måle hastigheden, er måden hvorved hunden “giver alt hvad den har”, et vigtig redskab hvormed man kan vurdere dens evne til at fare hurtigt fremad.
        Den absolutte fart bliver ikke vurderet af dommerne under bedømmelsen, da hundens fart skal vurderes i forhold til dens konkurrent.
        En “go-bye” kan ske når den hund, som er i anden position, giver alt hvad den har og overhaler dens konkurrent. Overhaling sker altid mellem to på hinanden følgende ruller.
Enthusiasme
       Enthusiasme er den iver hunden viser under jagten, uanset jordens beskaffenhed er, (meget ujævn eller med forhindringer) uanset hvilken hændelser der finder sted undervejs, som f.eks løbe for langt i svingene, at falde eller miste øjenkontakt med haren. En myndes enthusiasme er vist:
1. I starten:
Ved dens koncentration og opmærksomhed.
Ved at den fikserer øjnene på haren.
2. Mens den jagter Luren:
Ved dens konstante jagt efter haren, som tvinger hareføreren til at accelerere haren, for at undgå, at hunden fanger haren før løbet er forbi.
Ved at den springer uanfægtet og uden tøven over en forhindring.
Ved dens iver til at indhente haren, hvis den er kommet bagud.
 3. Når den fanger haren:
I fuld fart. Ved at tage haren med en glidende tackling.
Ved dens forsøg at indfange haren, også selv om haren er blevet taget af konkurrenten.
Intelligens
       Intelligens viser sig ved at hunden under forfølgelsen placerer sig i en position der gør det muligt at fange haren.
Uden denne egenskab kan selv den hurtigste hund ikke fange haren.
        Ved at placere sig mellem haren og dens formodede rute, og ved at forhindre haren fra at undslippe til det fjerne landskab, viser hunden sin intelligens.
Adræthed
       En myndes adræthed vises:
        1. Ved dens hurtige skift af retning forårsaget af harens drejninger.
        2. Ved evnen til at klare forhindringerne.
        3. Ved at fange haren, og især ved en glidende tackling af haren.
Udholdenhed
       Udholdenhed er en hunds evne til at slutte løbet i god fysisk stand.
        Det er summen af hundens fysiske og mentale evner.

(Fra FCI Lure coursing reglerne i 2011.)

Jean-Claude fortsætter:
“For at i det hele taget skal være muligt for dommerne, på så kort tid, som et gennemløb varer, at beskrive de enkelte hundes færdigheder, samt for at give os mulighed for, at sammenligne vore hundes egenskaber, er det nødvendigt,
at vi konstruerer en “karakterskala”. En sådan skala kan principielt vælges helt vilkårligt, idet der dog er to helt fundamentale forudsætninger, som vi må iagttage.
For det første må det være sådan, at ingen af de fem egenskaber er vigtigere end de andre. Eksempelvis kan en hund ikke ved overmål af behændighed kompenserer for en alvorlig mangel på entusiasme. For det andet, må alle de nævnte egenskaber givetvis være tilstede i et “rimeligt” omfang. Det nytter naturligvis ikke noget, at en hund besidder de første fire egenskaber i nok så rigt mål, hvis den allerede efter 2-300 meter falder forpustet om.

Der må altså kunne opnås lige mange points i hver af de fem færdigheder, samtidig med, at en hund for at placere sig, må opnå et nærmere bestemt mindstemål af points i hver af de enkelte færdigheder.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind på karakterskalaens endelige udformning, idet dette er et af de mange problemer, som coursing-udvalget endnu arbejder med. Jeg håber imidlertid, med dette indlæg, at have besvaret nogle af de mange spørgsmål, som coursing interesserede medlemmer har stillet mig.”
- sådan skrev Jean-Claude Borghill til Myndenyt i november 1981.
NB! Læg mærke til overstående måde at bedømme hunde med brugen af de 5 egenskaber. Der er mange som spørger mig ang. hundens hastighed - bekymret over at deres hund måske ikke er hurtig nok.
Men det er navnlig IKKE nødvendigvis den hurtigste hund, som får fleste point i Lure coursing! Glem alt om væddeløb og at være “først i mål”! De skal også bruge deres hjerner, ikke kun benene! Lure coursing giver enhver hund og mynderace en fair chance - og racene løber for sig - Janet
I efteråret 1981
kan man også læse at Jean-Claude tog til Stockholm for at tale med Per Nordahl fra Svenska Salukiringen
og lære fra ham alt om Lure coursing i Sverige. Senere på året tog han og nogle fra den nystartede Coursing Udvalg, (hvoraf den ene, en dame som kom fra Rødby, skulle op 2.30 om morgen for at køre de 900 km til Göteborg, hvor de mødtes med Per Nordahl igen og overværede Lure coursing og spurgte og fik lært en masse – og hende fra Rødby var først hjem igen et godt styk over midnat! Der manglede ikke entusiasme, kan man konstatere!
(Svenskerne har også lige siden været ovenud hjælpsomme med mange ting, specielt ang. vores første Nationale konkurrence i 2009 hvor uden deres assistance, havde Myndeklubben ikke klaret det - har jeg læst - Janet)

Ydermere, Jean-Claude skriver i 1981
at Afghanerklubben havde udtrykt et ønske om at være med, efter at have læst hans indlæg i bladet og derfor blev 4 fra Afghanerklubben indlemmet i Lure Coursing Udvalget og inviteret til et møde.
Marts 1982
kan der læses at Coursing udvalget har skrevet en “betænkning” som sendes til de to klubbers bestyrelser.
Man opfordre medlemmer til at melde til som “officials”.
Slutning af 1983
og Jean-Claude skriver en Årsberetning og redegørelse for Lure coursing aktivitet:

“Det lykkedes desværre ikke – som oprindeligt planlagt – at komme i gang i 1982, idet hele året gik med at konstruere og bygge det nødvendige materiel – en opgave, som var langt større end oprindelig forudset.
Klubben råder nu over et komplet, transportabelt Lure-coursing apparature, som ved flere prøver har bevist sin duelighed. Der er således ikke meget at berette om aktiviteten i 1982, og selv om det egentlig ikke hører hjemme i denne Årsberetning, vil jeg dog kort redegøre for de væsentligste hændelser i begyndelsen af 1983.
Med begrundelse i Afghanerklubbens manglende deltagelse i det forberedende praktiske arbejde, samt frygt for, at en vis udtalt modstand mod Lure coursing blandt Afghanerklubmedlemmer på længere sigt ville kunne skade aktivitetens udviklingsmuligheder, besluttede Lure Coursing Udvalget – efter samråd med bestyrelsen – at samarbejdet med Afghanerklubben omkring denne aktivitet burde bringes til ophør. Dette blev meddelte Afghanerklubben ved brev af 9. marts 1983, ved hvilket vi samtidig returnerede klubbens oprindelige indskud, kr. 3000,-. Myndeklubben vil herefter alene stå for den fremtidige Lure coursing aktivitet, idet vi dog har meddelt Afghanerklubben, at dens medlemmer er velkomne til at deltage i vore arrangementer......
Vi startede i øvrigt “officielt” med vort første træningstræf i Horsens den 16. april i år (1983) hvor 17 hunde deltog... og på Roskilde Dyrskueplads den 24. april var tilmeldt 26 hunde....”
Det er vort mål fremover at afholde et arrangement i Jylland og et på Sjælland hver måned, idet vi dog stadig har visse problemer med at finde egnede arealer.”
Tusind tak til Bente og Kaj Frøling,
som har knoklet med at indscanne deres egne gamle s/h billeder, som jeg bringer her.
-
Et indlæg af Bente Frøling, kennel Al-Dabaran, som var med fra starten i Jylland i 1983:
LC-erindringer fra 80’erne!
-.
-
Bente skriver: Det første Lure coursing-arrangement, der blev afholdt i Jylland og blev afholdt på Horsens Dyrskueplads – vistnok i 1983, hvor Borghills kom med LC-maskinen, og de fremmødte mynder fik lov til at prøve.
Ved den lejlighed løb den ene af min kusines og hendes mands afghanske mynder over på en nærliggende fodboldbane, hvor bold træningen var i gang. Det var ikke særlig populært, og fodboldspillerne skældte ud over, at de ikke havde styr på deres hund, mens de var langt mere bekymrede for, om han skulle finde på at løbe ud på den nærliggende, trafikerede vej!
-
(Det var Borghills, som startede det på Sjælland i Myndeklub-regi.
Borghills tog et par gange til Jylland og demonstrerede Lure coursing, og det affødte så, at Afghanerklubben dannede et Lure coursing udvalg til at lave Lure coursing-arrangementer i Jylland i samarbejde med Myndeklubben, d.v.s. Myndeklubmedlemmer var velkomne til Afghanerklubbens LC-arrangementer og vice versa.)
Coursing maskinen, som Borghills brugte, fik strøm fra batteriet på en bil!
-
To fotos fra at trække haren ud! ved at gå coursen rundt. Nedenunder kan man se "haren".
-
I 1984 eller 1985 blev Lure coursingen, (af økonomiske grunde, som det vil fremgå et sted i en af de gamle referater fra Myndenyt), fordelt mellem Myndeklubben og Afghanerklubben på den måde, at Myndeklubben tog sig af Sjællandssiden og Afghanerklubben tog sig af Jyllandssiden.
I Afghanerklubben-regi var det min svigerfar Frits Frøling, Kaj og min kusines mand Søren Aude-Jensen, som stod for Lure coursingen, der altid blev afholdt på mine svigerforældres grund ved Skanderborg ned til Mossø.
-.
-
Maskinen og udstyret, der blev brugt, havde de selv lavet. Den første motor, der blev brugt, var en 220 V motor, men den kunne imidlertid ikke klare at trække den lange snor – der for øvrigt måtte specialfremstilles p.g.a. længden – og endte med at brænde sammen!
Derefter blev motoren udskiftet til en 380 V motor, og den kunne bedre klare opgaven. Det skete dog jævnligt, at snoren gik i kludder og måtte redes ud. Trisserne, som snoren løb rundt om, havde Søren fremstillet af nylon, og de lignede meget de porcelæns-toppe, der sad i toppen på gamle telefonpæle.
Hundene løb altid uden maske. Banerne var, (så vidt jeg husker), ikke så lange som i dag.
-
Mon det er Birgitte Horne Nielsen her, Kennel Feisel's?
-
Billedet her med Hanne Bøckhaus er fra 1985.
Ved LC i Skanderborg skete det en sjælden gang, at en hund løb ud på marken, som lå oppe ad skråningen på den ene side af arealet og kom kulsort tilbage. For enden af den mark, hvor LC blev afholdt var der en mindre vej, og på den anden side var søbredden. Jeg tror, det sket en enkelt gang, at en hund forvildede sig over på den anden side af vejen, men på et tidspunkt arrangerede man det sådan, at folk parkerede deres biler for enden af marken langs vejen for ligesom at spærre lidt af ud mod vejen. Lure coursing arrangementerne i Skanderborg var som regel mere eller mindre heldagsarrangementer. Man medbragte selv sin frokost, og min svigermor havde ofte bagt boller til lejligheden. Dagen blev ofte afsluttet med fællesspisning for de, som havde lyst, hvor min svigerfar grillede, og man hjalp til med at lave salaten. Det var mægtig hyggeligt.

På mine svigerforældres ejendom var der en lille dam, vi ofte sad og grillede ved. Den var dog dækket af et tykt, grønt lag ”andemad”, der fik dammen til at ligne et ”grønt område” mere end en dam. Jeg kan huske engang, hvor Karin Fonsholm’s, (kennel El Kama), afghaner Ezra El Muluk, (den sidste, hun havde, tror jeg), midt under spisningen fik øje på de lokkeænder, som min svigerfar havde sat ud i dammen til pynt, og jagtinstinktet fornægtede sig selvfølgelig ikke, så den styrtede direkte ud på ”det grønne område”. Selvfølgelig plumpede den lige igennem og måtte ind og en tur under bruseren for at få ”andemaden” ud af pelsen!!! Den blev ikke særligt populær hos Karin for det ”nummer”, men heldigvis havde den ikke så meget pels af en afghaner at være.
Engang holdt Afghanerklubben udstilling på mine svigerforældres grund i Skanderborg om lørdagen, og om søndagen blev der afholdt Lure coursing. Så vidt jeg husker, var det Borghills, der ”styrede” Lure coursingen ved den lejlighed.
Bente Frøling, kennel Al-Dabaran salukis
-.
-
Fra et indlæg om Lure coursing i Myndenyt marts 1985:
Der blev i 1984 afholdt 7 træningsarrangementer øst for Storebælt... Udvalget påtænker fra ‘85 sæsonens start at begynde på kvalifikation og konkurrencer for de hunderacer hvor fremmødet er rimeligt stort....” så følger der datoer for 14 trænings dage, 7 hver for både øst og vest for Storebælt.
Lure coursing var i fuld gang!
-
Jean-Claude i midten - taget under LC på Odden af hans gode venner, Richard og Ninette Spolin.
Fra Myndenyt juni 1986:
 I formandens beretning 1985... er der “gemt” et lille stykke i beretningen:
“Coursingen har desværre været stillet i bero i det forløbne år, efter Jean Claude udtrådte af bestyrelsen. Jeg vil gerne her rette en stor tak til familie Borghill for deres store indsats, i den tid de har kørt det.
Vi vil forsøge at få coursingen i gang igen i løbet af året.” - Connie Jensen, formand
Juni 1987
og de 2 sidste personer i coursings udvalget var forsvundet fra side 3 i Myndenyt...
Det lader til, at Jean-Claude og Bentes kæmpe angstrengelser løb ud i sandet ved at de flyttede bolig og fik overtravlt med en anden stor og tidskrævende interesse: Fåreavl – og der var desværre ingen andre motiveret nok til at tage over...

Bente Frøling skriver tilmed:
Vi købte vores første saluki hos Jean-Claude og Bente i 1986, og vi var de første par år - mens de stadig var aktive i Myndeverdenen – med til nogle hyggelige saluki-komsammener med dem, men ingen Lure coursing arrangementer, og jeg kan heller ikke mindes, at de nogensinde opfordrede os til at deltage i LC af nogen slags, hvilket de formentlig havde gjort, hvis de stadigvæk var aktive indenfor det.

Desværre, ovennævnte formandsberetning 1985 viser i øvrigt tydeligt, (målt på mængden af omtale),
hvor stor en rolle udstillingsaktiviteten har spillet i klubarbejdet i forhold til Lure coursing-aktiviteten.

- men tilbage til Karin's nystartede LC,
i midten af Kallerupbanen 1996:

-

Ovenover: Det eneste billede jeg har af den lillebitte maskine, betjent af Kurt!

Fra et brev Karin Jansz i 2006 skriver til Myndeklubben/Myndenyt:
“I 1996 startede vi på privat basis med coursing. Vi fik bygget en maskine og betalte den af egen lomme. Vi brugte inderbanen på Kallerupbanen, og havde 10-20 deltagende hunde pr gang. I løbet af et par år havde vi fået pengene hjem igen. Maskinen er såmend udmærket, (den eksisterer og fungerer stadig). Men den har ingen bremse og snoren løber let fra spolen. Og den kan ikke ”trække” ret meget, så den bane vi kan lægge ud, kan ikke være meget længere end 300-350 m, og der kan ikke være ret mange knæk på. Maskinen løber også varm, så den kan ikke klare mere end højst 10 gennemløb af gangen. ”Rullerne” er også hjemmelavede: af cykelnav. De fungerer også rimelig. Min personlige bekymring er bare, at hundene kan slå sig på dem. Der er heldigvis ikke sket nogen alvorlige skader.
Desuden slides de også, og vi har snart ikke mange fungerende ruller tilbage."


Efter et par år kom coursing ind i Kallerup Væddeløbs Forening’s (KVF) regi.
Der måtte købes nyt batteri og maskinen blev forbedret lidt, da spolen ikke kunne klare belastningen.
Ak, der var mange ”tekniske” problemer den gang!
Men Karin arrangerede stadig LC træning jævnligt og nærmest egenhændigt.
Mange flere hundeejere begyndte at more sig gevaldigt med coursing i midten af banen og vi blev mere og mere “bidt” af sporten. Svend og jeg synes at det er meget sjovere og hyggeligere end baneløb - og hundene var enige!
-
Den gang måtte vi hundeejere selv trække snoren ud efter hvert gennemløb!
Selvfølgelig var der altid nogen som hjalp de ejere, som af en eller anden grund ikke kunne klare opgaven, (eller ikke gik hurtig nok!) og nogen som tog flere ture fordi det morede dem at hjælpe til, alt imens skulle vi andre stå og vente og det tog et rum stykke tid hver gang – også selv om løbene ikke var så lange.
Man meldte heller ikke til i forvejen, vi dukkede bare op på dagen og en liste blev skabt på stedet.
Denne liste måtte vi selv holde øje med og se hvornår det var vores tur. (En liste der ofte blev ulæselig i regnvejr,
fik kaffe over sig eller blæste væk og skulle hentes igen!)
-
Maskinen drillede og MANGE gange var det ikke noget som kunne ordnes på stedet! Man kunne risikerer at møde op og efter kun et løb eller to, gik maskinen i stykker og vi måtte tage slukøret hjem igen med skuffede hunde! Det er umulig at forestille sig idag, hvordan vi klarede det den gang!
-
Snoren/linen var et kapitel for sig!
Snoren slog alt for ofte knuder eller gik i stykker og det tog lang tid - op til timer at filtre den ud, alt efter hvor slemt indviklede “strikketøjet” var! En gang var bundtet af snor-knuder så stort, at jeg tilbød at tage det med mig hjem. Jeg tog tid på det og det tog mig sammenlagt ca. 6 timer, at filtre den ud igen! Men skulle endelig ikke klippe den og have mange knuder.

Det næste skridt fremad!
Snart kom der et nyt medlem, Connie Damm, til Kallerupbanen
Hun blev vældig populær med sine hurtige whippets, som løb på banen - og så fandt man ud af, at hun havde en mark på to tønder land i sin baghave, som var ideelt til LC. I dag synes man også at dette sted er for lille, men den gang var det for os enormt stort - efter midten af væddeløbsbanen! Hun hurtigt fik marken indhegnet og vi løb der i Gadstrup i mange år, måske 5-6 år og gennem den tid var der endnu flere myndeejere, som fik øjnene op for hvor underholdende LC er.
Nedenunder, udsigten til Connies mark fra hendes baghave.
-
Nedenunder: Noget i stykker igen! Og her ses Haremesterens udkig post i midten af marken.
-
Men stedet havde sine begrænsninger og hundene lærte det lidt for grundigt at kende.
De er kloge, vores mynder! De fattede hurtigt at haren altid holdt sig indenfor hegnet, så de skar “hjørnerne af” i stor stil og nogle, som min Magnus, løb nærmest lidt rundt i midten, for han kendte harens flugtrute alt for godt,
også selv om vi skiftede med at løbe med og mod uret og varierede det så meget vi kunne. Der var også et par år hvor vi havde nogle halmballer ved svingene, så haren kunne ”forsvinde” og dukke op igen til hundenes overraskelse og vores store morskab!
Foto nedenunder fra en varm sommer aftens LC hos Connie, hvor Marianne Nielsen, afghanere og Heidi Kjelin, saluki, posere for mig!
To af mine whippets løber løs. Vi er ved at pakke sammen.

-
Vores regler i den tid var hentede fra Tyskland hvor Karin og Susan Bolvig løb med deres afghanere flere gange hvert år. Tyskerne tilgav, at de to den gang ikke havde nogen mulighed for at få løbslicens. De var bare glad for det ekstra selskab og konkurrence, som Karin og Susans hunde gav dem. Konkurrencerne i Tyskland var dengang heller ikke så officielle, at de var kommet i FCI-regi. Men da LC blev en officiel sport i Tyskland, skulle der en licens til.
Den daværende bestyrelse i Myndeklubben var ikke vild interesseret i LC, men de medvirkede til - i samarbejde med DKK – at klubben fik myndighed til at udstede FCI løbslicenser – et kæmpe fremskridt.
Men det var stadig kun Karin og Susan der brugte mulighed for at få licens og deltage i konkurrencer i Tyskland.
Deres hunde klarede sig flot og hentede mange pokaler hjem.


I 2002 kan man læse, at Kristina Strålman fik licens på sin ørken saluki og hun også begyndte at deltage i konkurrencer i Sverige.


Karin Jansz skriver til Myndeklubbens bestyrelse i 2006:
I 2000 fik vi mulighed for at få coursinglicens.
DKK har givet Myndeklubben bemyndigelse til at udstede licensen. Det var en meget vigtig milepæl. Nu var det muligt at deltage i Cert og CACIL givende stævner! I udlandet godt nok, men et kollosalt fremskridt!
Vi ønskede os brændende en bedre maskine, men økonomien tillod det ikke. Fra 2004 flyttede vi coursingtræningen over i Myndeklubbens regi. Det var jo mere logisk, og bestyrelsen i Myndeklubben var blevet betydelig mere positiv overfor coursing. Myndeklubben fik købt en ny maskine i Tyskland. En såkaldt kuffert model. Og nu troede vi at vi kunne klare os i mange år med den. Den er nemmere at betjene end den gamle maskine, og der er bremse på!
I mellemtiden er der flere og flere myndeejere, der får øjnene op for denne sport! Det er dejligt, men det betyder også at der kommer flere hunde til træningerne. Men dette belaster maskinen mere end den kan klare.
Jeg skal ikke gøre mig klog på det tekniske, men der er noget der ryster løs i dens indre! Det medfører at snoren ikke bliver rullet op så ensartet som den bør. Den slår løkker, og så går der total kludder i snoren. Det er er stort arbejde at rede dette kludder ud igen, og det giver lange ventetider for deltagerne. Ventetider der i forvejen er lange! Dette er meget utilfredsstillende. Maskinen kan nemlig ikke klare at trække snoren igennem højt græs. Den belastning kan den ikke klare. Så det giver jo ikke den store udfordring til hundene.


Fra ca 2004 begyndte LC at foregå under FCI’s regler og som en forlænget arm af Myndeklubben,
selv om klubbens bestyrelse så mere eller mindre passivt til.
Før i tiden var Myndeklubbens bestyrelse naturligvis meget fokuseret på udstillinger. (Det var også der, at indtægterne lå den gang og opdræt af mynder skal fremmes... plus at udstillinger giver en masse arbejde for bestyrelsen.) Væddeløb var set ned på og havde ingenting at gøre med DKK, (kun udstillings greyhounds var i klubben), og LC kun lidt kendt. Men Marianne kom og løb med sine afghanerer, først på banen - og senere også til LC. (De andre i Afghanerklubben kunne ikke forstå, at man ville risikere at slide i den fine pels!) Så da Marianne blev Myndeklubbens sekretær i 2004 havde hun inden længe, fået Myndeklubbens bestyrelse mere interesseret og involveret i LC, drevet af sin entusiasme og eksempel. Bestyrelsens interesse voksede, og efter nogle år lykkedes det, at køre Karins LC ind under Myndeklubben – og derefter FCI. Vi blev endnu mere organiserede og trængte tydeligt til et nyt sted at holde LC på, istedetfor hos Connie hver gang, som hundene lærte alt for godt at kende. Karin begyndte at kigge rundt omkring.
En anden ting var, at da løbene begyndte at være længere og mere krævende, (i kraft af vores forbedrede maskiner), havde vi ejere svært med at trække snoren ud i rimelig tid! Trods de fleste af os var i nogenlunde god kondi, og gjorde vores bedste, var det træls at skulle vente på hinanden hver gang. I en periode brugte vi Connies græsslåmaskine til at køre snoren ud med.
Det var et stort fremskridt, men ikke ideelt. Det sled også voldsomt på den stakkels græsslåmaskine! Snart fik vi skaffet en knallert. Længere løb krævede også mere af LC motoren og batterierne - og igen gik snoren nemt i stykker eller kludder.


I 2007 investerede Myndeklubben i en ny og stærk maskine fra Holland.
Den kørte på benzin og kunne snilt trække en bane på 1000 m. Vi var så stolt af den!
-
Dette gjorde, at vi blev langt mere strømlinede, for motoren kørte fint - og med en cross maskine eller græsmotormaskine til at køre snoren ud, foregik det hele meget hurtigere og overraskende professionelt. Endelig var det muligt at gennemføre en træningsdag uden det mindst problem fra start til ende! Alle tilmeldte i forvejen med emails og Karin satte hundene sammen på en liste som hun emailede til alle deltagere aftenen før. Så havde man mulighed for at printe ens egne liste ud i god tid i forvejen. Et stort nummerskilt viser nu nummeret på løbet, så man kunne være klar. Alle kender deres jobs og er blevet eksperter – og det kører bare derud af!!!

-
Så tog sporten fart!

I vores evige søgen efter nye steder, så vores hunde kunne blive overraskede og ikke for stedkendte, måtte vi slække på den luksus at have et indhegnet areal – men det er også yderst sjældent at en hund løber væk, eller heller vil undersøge området end at løbe efter haren. Men vi vil stadig helst have et toilet i nærheden! (Vi sled vist meget på Connies i flere år!!! Tak for lån, Connie, hvis du læser dette!!!) Men her i de seneste år, har vi endog også opgivet det krav!Så også vi kvinder må nøjes med noget buskads – i sportens navn! Nu efterhånden har vi fundet flere gode LC steder end der er datoer i kalenderen!!! Men vi er konstant på udkig efter nye…så hvis læseren har et forslag - henvend dig til Karin! (Link ses nederst.) Ingen af stederne skal nå at blive træt af os, for vi slider baner i græsset og tramper lidt rundt – og hundene hyler temmelig meget i deres iver, da de dårligt tåler at se de andre løbe uden at de selv er med! Men så kan der gå et år til næste gang vi kommer!


-
-
Jeg oversat FCI's LC Internationale regler til dansk i 2009,

med hjælp fra Myndeklubbens coursing-kyndige medlemmer, DKK's FCI Standard oversætter OBC, og ikke mindst Karin Jansz! Et kæmpe arbejde. Jeg fik det hele sat typografisk pænt op, nøjagtig som den engelske version.
(Men de er blevet revideret siden hen og blevet til vores Nationale konkurrence regler.)

Siden 2009 har man også trænet i Jylland, (og senere Fyn)
så Karin ikke skulle køre den lange vej frem og tilbage med trailer og alt udstyret.-
-
Spændende nyt fra Myndenyt juni 2010:

"Klubben har nu fået vores første coursing dommer anerkendt,
det er Lars Johansen. Stort tillykke til Lars."

Lars fik sit dommerbevis i august 2009 efter bl.a. at være i Sverige ca 25 - 30 gange for at træne/dømme sammen med Per Nordahl. Han var der ved hver eneste træning og konkurence de afholdte. (For egen regning!)
Et kæmpe fremskridt for LC i Danmark - nu med egne LC dommer, SÅ er vi kommet langt!
Og Lars den gang var samtidig næstformand i Myndeklubben, også en stor fordel! - Janet.


fra Myndenyt 2011:
Efter et par år som næstformand, blev Lars Johansen, formand for Myndeklubben i 2011.
Der står: "De sidste to år har LC nået et hidtil uset højdepunkt med vellykkede og velholdte officielle Nationale Coursing konkurrencer: En i 2009 – og  året efter, i 2010 med enddog to separate konkurrencer, så Jylland var også godt med for første gang! Jylland har også deres egne maskine og udstyr nu i en håndfuld år, og efterhånden “erfarne personale” nok til at køre den på dagen, så Karin er fri for at køre frem og tilbage med al udstyret og en stor trailer, hvilket hun har gjort før i tiden.
Siden 2010 har vi har afholdt 2 konkurrencer hvert år, og i 2016 og 2017 har vi haft 3 konkurrencer:
En international og to nationale."

(Mit foto nedenunder, hvor Lars er Starter og Karin kører Haren.)
-
Tre glædelige nyheder i 2017:
Den første: Vi kan tilmelde online og betale via vores netbank konto nogle dage i forvejen,
så sekretæren ikke mere skal rode med en masse kontanter og fylde kassen op når vi ankommer! Et stort fremskridt.
Og ikke mindst:

- -
Annette Nyholm og Karin Koch
er nu uddannede LC dommere, så nu har klubben hel tre dommere at bryste sig af!

Nogle af mine nyeste fotos:
-
Den nye LC maskine på Sjælland i 2016, som er endda med fjernstyring.
Den kræver en "maskinepasser" også, som holder øje med maskinen og sørger for bremsen, og at der ikke går kludder i linen! Imens, kan Hareføreren med sin fjernsyring, nu være meget langt væk til tider! Dette er en uundværlig hjælp til hareføreren, som nu kan placere sig med det bedste udsigt til de løbende hunde og styre med fjernbetjeningen under hele løbet, uanset hvorhen i terrænet, istedetfor at være tvunget til at stå med maskinen.
Der er også købt flere ATV'er.
-
Her ses "sekretariat teltet" og kagebordet! Her kan vi gemme os, hvis der er dårlig vejr, og i pausen.
Selvfølgelig ingen LC dag uden alle de ekstra lækre hjemmebagte kager og kaffe mm.!
-.-
Nu gå vi ikke mere rundt med haren før hvert løb, men klubben ejer flere atv'er, som klarer opgaven fint, og der er heldigvis mange der gider godt "bumpe rundt" og køre haren ud.
-.-
Nedenunder: Øv! Den er gået i stykker!
-
Starteren klapper hundeejerne på ryggen, som signal til at slippe deres hund. Her startes to italienere på Møn.
-
Så det var historien om LC fra 1981-1985,
og den nye opstart i 1996

Vi gik fra inderbanen på Kallerup Væddeløbsbanen i Hedehusene
til HELE Danmark, hvor der en en egnet mark -
og så i år 2018, det ypperste i LC sporten skete:
Danmarks første European Championship 2018!
-

Det er godt gået, og ikke mindst, kræver det vild meget tid og energi fra en masse mennesker, som har lagt/lægger hjerte og sjæle i arrangementet. Man havde 900 hunde over 3 harde dage! Godt gået!

Tak til alle som knokler for at vi andre kan nyde dagen.
Lure coursing har faktisk løftet Myndeklubben op fra at være en lilleput klub hvor der ikke var råd til ret meget - til en klub der er nu over dobbelt så stor og total professionel - og som derved kan tilbyde medlemerne meget mere. (Jeg mindes faktisk en gang sent i halvfemserne hvor kassereren pludselig forsvandt, efterladende en værre rod i kassen og ingen penge til at trykke Myndenyt bladet med! Svend og jeg overvejede hvordan vi kunne trykke dem selv. Der har været hårde tider... men klubben klarede krisen, takket være den nye kasserer!) Myndeklubben er i dag i stand til at give sine medlemmer en hel masse gode, mangeartede aktiviter og oplivelser... og ja, LC er her for at blive... endnu større!
Janet Frimodt-Møller
-
Klik her for en fantastisk og hyggelig aftens LC i Jørlunde: https://www.youtube.com/watch?v=VUBeSC4L0Tg

NB: En stor tak (igen!) for hjælpen her med historien fra Bente og Kai Frøling,
som har brugt mange timer til at indscanne ovenstående gamle negativer “fra den gang” og opstøve artikler om coursing fra deres gamle Myndenyt blade, så jeg kunne stykke deres indlæg sammen med resten.
Tak også til Bente Borghill for sin hjælp. Tak til Ninette Spolin for sine gamle billeder af Jean-Claude.
Og sidste men ikke mindste, en kæmpestor tak til Karin Jansz som startede det hele og
uden hende havde vi ingen LC idag!

-
NYT den 8. august 2020: Karin er blevet Æresmedlem af Myndeklubben! Meget velfortjent, men ikke mindst anerkendelse af det store stykke af trofast knokkelarbejde hun har lavet for vi andres fornøjelse i over 25 år! Godt gået Karin!

-
Noter:
Nu er vi så professionel, at det kræver en hel team af hundeejere/interesserede til at klare en trænings dag. Nogle roller kræver mere ekspertise, øvelse og erfaring end andre - mens enkelte er pære let! Her er en liste:

ATV kører
Efter hver omgang skal haren lægges ud igen. Så snart et løb er forbi og hunden(e) er fanget og på vej væk fra haren, kører ATV-kører hen til haren. Harepåsætteren hægter haren på. Når der er givet klartegn, (en arm i vejret), fra maskinpasseren sætter ATV køreren i gang. Det er vigtig at køre i så jævnt som muligt tempo. Hold øje med om snoren lægger sig rigtig om trisserne. Vær opmærksom på at kæden ikke rammer trisserne. Hold øje med maskinpasseren og stop straks når der bliver tegn fra ham/hende, (vifter med begge arme i vejret).Når du er nået til starten, hægter starteren haren af og du sætter ATV-en på det anviste sted.
Harefører
Hareføreren kører haremaskinen. Jobbet kræver oplæring
Harepåsætter
Så snart et løb er forbi og hunden(e) er fanget og på vej væk fra haren, kører ATV-kører hen til haren.
Harepåsætteren hægter haren på ATV. Dette job kan alle lave!
Maskinpasser
Maskinpasser slår bremse til, når haren skal køres ud igen. Maskinpasser rækker en arm i vejret, evt med cirkelbevægelse, når ATV kører kan køre ud. Når haren er kørt ud, slår maskinpasseren bremsen fra.
Maskinpasser rækker en arm i vejret som tegn til harefører når næste løb kan sættes i gang.
Er der problemer med snoren og ATV-køreren skal standses eller løbet skal standses, vifter maskinpasser med begge arme i vejret.
Udkalder
Udkalder sørger for at hunden(e) til næste løb er klar til at gå ind på banen, så snart et løb er forbi.
Udkalderen tjekker at hundene har masken rigtig på og at de har de rigtige dækener på.
Starter
Starteren sender hundene af sted ved give ejerne et dunk i ryggen.
(Starteren Lars ses her give signalet der viser at hundene/ejerne er klar til løb.)
-
Sekretær
Sekretær tjekker hundene ind. Modtager evt. betaling og krydser af.
Retter, i samarbejde med dagens ansvarlige, listerne til hvis der er ændringer.
Skriver
Skriver noterer i stikord om hvordan de forskellige hunde løber. Kræver oplæring.
Her ses vores nyeste "Storm P" maskine med fjernstyring!
-
Alle må gerne melde sig til at give en hjælpende hånd. Det er sjovt og hyggeligt og vidunderligt at se myndene løbe som de er specielt skabt til....

-
(Starteren ses her er ved at give signalet, der viser at hundene er klar til løb.)
En lille fodnote fra mig: Ulykker
Folk spørger mig om ikke hundene kommer til skade? Ja men der er altid mulighed for det, når man slipper sin lynhurtige mynde løse hver dag - og til LC skal hundene selvfølgelig være i god kondi, for de giver ALT hvad de har i sig. Hunde med mindre god kondi, uøvede nybegyndere, ældre hunde, unghunde og hvalpe kan løbe kortere distancer, helt ned til et par meter for små hvalpe, som bare skal “snuse til sporten”, suge erfaringer til sig og have en god dag sammen med “deres egne”! Det hele kører efter hundens evner og alder.
Men jeg har personligt aldrig oplevet en stor skade på en hund i alle de år - i modsætning til baneløb hvor jeg har set nogle hjerteskærende... men kun små skader under LC - hvad jeg ved om. En af min egen har også været slæbt et par meter frem fordi han fik et bagben viklet i snoren, men han fortsat igen næste gang!
Faktisk den største skade jeg har oplevet under LC var da jeg brækkede min arm! Det går tilbage til den gang vi løb i midten af væddeløbsbanen i 1996-8. Jeg var ved at træde over skinnen der omkredser banen og stod på et ben, og i samme sekund, var der en som fik “haren” til at bevæge sig lidt i græsset lidt længere henne. Begge mine whippets, (som var sprunget over i forvejen), reagerede øjeblikkeligt med at sætte af i fuld fart så de trak mig omkuld. Begge arme blev strakt ud ved det kraftige ryk i snorene. Mine briller mistede et glass, som “skalperede” min næseryg, og jeg brækkede venstre arm oppe ved skulderen! Karin var, indenfor få sekunder, klar med sin Førstehjælps kasse hun altid har i bilen, fik blodet standset og satte et stort plaster på mig! Vi skyndte os hjem, læssede vores målløse hunde af og tog straks til skadestuen på Glostrup hospital! Jeg blev rask i en fart, brilleglasset kunne bare presses ind på plads igen og jeg skulle ikke gå glip af for meget coursing træning! Så hvor det angår skader under coursing – og vi har været med fra start i 1996 - er min egne afgjort den den eneste af nogen betydning, ha ha!
Janet
-
Menneskerne hygger
-
Hundene hygger!
-.-
Det er meget hyggeligt!
Det må være godt og alle nyder det - fordi hvordan kan vi ellers være sammen i op til 5 timer eller mere, mens hundene løber kun en eller to gange i ca et minut! (For ikke at tale om, at man kører op til 2-3 timer for at komme derhenne!)
Nedenunder: To salukis der holder skarpt øje deres ejermand, (den røde prik i det fjerne!)
-

-
Foto: Susanne K. Møller
Find en masse info og links til fotos på:
www.myndeklubben.dk

Du kan tilmelde dig Myndeklubbens coursing liste og blive orienteret hver gang de afholder en Lure coursing training dag. Coursing træning koster 45,- per hund per gang for Myndeklubmedlemmer, 20,- for en kort distance og 90,- for ikke medlemmer, dog gratis første gang! Man skal tilmelde sig online med betaling site et par dage eller mere i forvejen og den coursing ansvarlige laver en startliste over alle hunde og deres rækkefølge for dagen. Denne liste bliver derefter emailet til alle deltagere aftenen før.
For coursing information og tilmelding, kontakt Karin Jansz, email:

karin.jansz.rashwas@gmail.com

For mere info om coursing, og datoer, se Myndeklubbens egne website:
www.myndeklubben.dk/index.php?OpenPage=coursing/cour.html

Klik her for NÆSTE SIDE på mynder.dk, som handler om "mynder i det fri"