-
Bo Bengtsons uundværlige bog om Whippets.
Her er en lille del oversat med hans tilladelse.

Fra Myndenyt ca 2007

The Early Whippets
Fra bogen ”The Whippet”1985  af Bo Bengtson
- whippet opdrætter, myndedommer, bladforlag ejer, redaktør, bogforfatter m.m.

Enhver student af en race har behov for at vide noget om forfædrene nævnt i stamtavler af de hunde, som dominerer i racen i dag. De fleste af de vigtigste whippets vi har i dag, er intenst linieavlet fra visse “nøgle hunde” fra fortiden, og disse var også tæt beslægtede til endnu tidligere hunde, som igen er efterkommere af nogle få hunde tidligt i den 19. århundrede.
Mange af disse hunde dukker op hundreder af gange langt tilbage i moderne stamtavler. For at opspore ”rødderne” til hunde som er i live i dag, må man bladre gennem utallige sider i gamle stamtavler, hvor linien forsvinder før eller senere med ”unregistered” eller ”parents unknown”, måske allerede efter kun 50 år, men altid efter ca 100 år. Det er en fascinerende øvelse at optegne lange stamtræer til de gamle champions og mønstre dukker op og det begynder at være klart hvor meget indflydelse visse få individer og familier har haft - og ikke altid dem som havde de største succeser i deres tid.

Whippets har haft en usædvanlige stor forsyning af nyt blod tilsat sin ”gen pool” indtil ganske for nylig, givet af mange uregisterede hunde samlet fra væddeløbs banerne. Selv om nogle af disse ”outsiders” kan godt havde været mere tæt beslægtede til de udstillings linier end deres manglen på officiel stamtavle viser, er de nok ansvarlig for to vigtige faktorer i racens genetiske indhold: Først, er whippet racen usædvanlige sund, fri fra mange af de seriøse defekter og sygdomme, som plager andre racer. For det andet er der et bredt udvikling af forskellige typer, størrelse og kvalitet, selv i de bedst kendte og mest succesfulde afstamninger. Sammenlignede med andre racer, er whippets en af de mest vanskelig at opdrætte med nogen grad af ”bestemt og konsekvent udseendet” gennem kuldene.
Gamle registrerings papirer, stamtavler og lignende fortæller os ikke ret meget om hvordan de få ”nøgle hunde” så ud.
Gamle fotografer er ofte svære at finde, sjældent af god teknisk standard og nogen gange forkert betegnet.
Få af de gamle opdrættere tog sig tid til at beskrive deres hunde, og når de gjorde det, var det oftest farvede af en meget menneskelig trang til at være så rosende som muligt. Fremtidens opdrættere får stor glæde af den moderne teknologi som båndede interviews, video optagelse af vigtige hunde, og hundredvis af fotos.
Jeg vil give meget for at kunne se bare få minutters film om champions som Shirley Wanderer, Willesbeaux, Watford Brilliant, Towyside Tatters, Mica of Meander og de tidlige Tiptree hunde - men også nogle af de mere moderne hunde som Bellavista Barry og Champion Laguna Lucky Lad
I modsætning til et film kamera, holder den menneskelige hukommelse ikke så godt om en hund set for mere end 30 år siden!
Gamle hundejournaler, ”udklipsbøger”, enkelte fotos og whippet bøger gav mig lidt hjælp. Men mest vigtigt i min jagt for information i ellers ukendte områder, er det fra opdrætterne selv, da jeg henvendte mig. De tilbød fascinerende indsigter i en gammel era. Nogle var generøse og sendte mig kassevis af fotografier og avisudklip sammen med hvad de kunne huske - til min bog, og jeg kunne ønske at jeg kunne inkluderer det hele.
Jeg har prøvet at koncentrere mig på de hunde, kenneler og blodliner som har haft mest effekt på racens udviklingen, som vi kender den i dag.

Den første organiseret hundeudstilling i England var afholdt i 1859, men den var kun for settere og pointere.
Den allerførste omtale af whippets som udstillingshunde er dateret den 28. juli 1876, ifølge C.H. Lane's utrolig sjældne bog: ”Dog shows and Doggy People” - det årlige udstilling af  “Sporting and Other Dogs” i Woodside Park, Darlington, inkluderede det år: “Klasser inkluderende whippets og non-sporting puppies etc” udover de sædvanlige jagthunde klasser.
Dommeren var en Mr. J. Fisher men der er ingen rekord over de hunde som var udstillet. Den er måske ikke den eneste eller den første hvor whippets var listet. Samme år skrev den meget kendte skribent ”Stonehenge”, (pseudonym for C. H. Walsh)  om italienske mynder, at enkelte af disse vejede så meget som 10 og 12 pund og ”kunne nu om dage blive klassificerede under whippet”, som underforstået fortæller os, at whippets allerede var velkendt på udstillinger.

Men det tog yderligere 12 år mere for whippet racen at blive anerkendt af Kennel klubben i England. På et møde den 16. april 1890, et brev fra Herbert Vickers blev læst op hvor han bad om lov til en officiel anerkendelse af racen. Klubben besluttede at fremover acceptere whippets i opdrætter registreringer og også tilbyde klasser til dem under udstillinger.......
Af de allerførste 5 whippets registreret i Kennel Klubbens registreringer 1891, var der en sort og hvid, en fawn og hvid, to brun og hvid og en var ikke beskrevet. Dette var nogenlunde typisk for farverne i de efterfølgende år. Den selv-fawn farve, som dominerede på et tidspunkt, kom senere.
To af disse første hunde lever videre i stamtavlen af alle moderne whippets.
Mr. Vickers, af Clumber Park, Nottinghamshire, ejede en fawn og hvid tæve ”Herndell” født 1886 efter ”Charlie og Lizzie” og han ejede også hendes søn ”Zuber”, som senere blev racens første champion.
-
Den brune og hvide Zuber, født 1889, havde som far en whippet med navn ”White Eye”, beskrevet som ”world famous” (!!!) og var en 21,5 pund væddeløber, sort med et hvidt øje. I 1888 løb han konsekvent i 12 sekunder over 200 yards. Hans ejer derfor opfordrede alle hunde af samme vægt, og tilbød £100 mod White Eye med en yard start foran, men der var ingen der tog opfordringen op, og White Eye var aldrig slået i sine unge år. Zubers kuldbror ”Paleface” var også brun og hvid og den partifarve var vist stærk indenfor familien.
Zuber vandt på sin første udstilling og slog sin mor på Tunbridge Wells udstilling men var kun 3. bedst på Crystal Palace. Hans rekord blev bedre over årene indtil han blev en champion, nok i 1896, selv om han var ikke listede som champion indtil 1898, og da var han 9 år gammel. Regler om at opnå en champion titel var meget mere indviklede den gang og i mange år var CAC'er ikke nødvendigvis tilbudt begge køn.
I 1897 blev Zubers brun og hvid søn ”Enterprise” også en champion. At dømme efter fotografier, havde Enterprise meget lette ører som han bar næsten konstant oprejst, fordi han tit var afbilledet med ørene pegende op mod himlen, så det var nok ikke en alvorlig fejl den gang, som det er i dag.
Han var også ejet og opdrættet af Mr. Vickers, som samme år vandt en CAC med en brindle og hvid datter af Enterprise. I de efterfølgende år forsvinder Mr. Vickers fra scenen og flere nye, ambitiøse kenneler kom til, men stadigvæk, over 100 år senere, ligger hans 2 champions bag alle whippet stamtavler i hele verdenen!
To hændelser lige før 19. århundreds slutning bevidste at whippet interessen havde vokset, ikke voldsomt men støt og rolig:
I 1894  udkom Freeman S. Lloyds bog ”The Whippet and Race Dog”, (nu en samlers fryd), som handlede mest om de væddeløbs aspekter af racen og som var skrevet for at tjene penge til huslejen, som Mr. Lloyd indrømmede 40 år senere, hvor han stadig fik royalties fra den!
Han flyttede senere til den anden side af Atlantahavet og blev forgudet som top Amerikansk hundejournalist og var aktiv både som dommer og skribent et stykke oppe i 30'erne. Han hverken udstillede eller opdrættede whippets, men han ejede en lille sort whippet ved navn Alice Tatham.
Det andet stort skridt skete i 1899.
En gruppe mennesker ført an af Hertuginden af Newcastle, spurgte Kennel Klubben om de vil anerkende den nylige dannede Whippet Club som den officiel specialklub.
Hertuginden er mest kendt for sine mange Borzoi og Fox terrier champions, under kennel navnet ”of Notts”, men hun udstillede whippets af og til og var en entusiastisk støtter af denne nylig anerkendte race.
Ideen var godkendt den 5. oktober 1899, med Hertuginden som Formand.
Starten af denne specialklub havde en meget stimulerende effekt på racen.
Antallet af registeret whippets fordoblet indenfor et år, og derefter mellem 20-30 whippets var udstillede i alle CAC udstillinger indtil Første Verdens krig, hvorefter i 1915 var der kun 9 og i 1917 og 1918: ingen.....

Men racen overlevede som bekendt, og jeg kommer med mere om den en anden gang - Janet


TILBAGE TIL START